Fagforening efter stor pædofilisag i børnehave: Vi kan aldrig helgardere os

Tillid er grundstenen i pædagogisk arbejde, siger fagforening efter stor pædofilisag.

Både forældre og ansatte i en børnehave i Albertslund blev chokerede, da den dengang 46-årige Per Pedersen i marts 2017 blev anholdt og sigtet for overgreb mod børn. Grafik: Emil Thorbjörnsson

En historisk stor sag om pædofili i en børnehave og en spejdergruppe har rystet ansatte og familier i Albertslund og Brøndby.

Men en enkeltstående sag om pædofili må ikke få folk til at se spøgelser.

Sådan lyder opfordringen fra Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn, der er pædagogernes fagforening.

Han har fulgt sagen fra Vestegnen tæt og kalder den 'forfærdelig, kæmpestor, uhørt og ekstrem'.

I sagen har den 48-årige Per Pedersen erkendt at have begået seksuelle krænkelser og overgreb mod 28 børn i en periode på 20 år.

- Det er en skræmmende tanke, at det har kunnet lade sig gøre. Seksuelle overgreb i institutioner er et sjældent fænomen og ikke noget, pædagoger er vant til at stifte bekendtskab med, siger Michael Egelund.

Han påpeger, at pædagoger i dagligdagen koncentrerer sig om at passe på børnene og ikke frygten for, at en kollega måtte være pædofil.

Ingen indberetninger

Den pædofilidømte Per Pedersen arbejdede i en børnehave i Albertslund, da han i foråret 2017 blev anholdt.

Han erkendte allerede ved anholdelsen at have begået og filmet overgreb blandt andet i puslerummet og soverummet i den børnehave, hvor han havde arbejdet siden 2003.

Sagen begyndte, da en seksårig dreng i marts 2017 fortalte sine forældre om et overgreb begået på en spejderlejr.

Forud for anholdelsen lå der ingen indberetninger på Per Pedersen, og sagen kom som et stort chok for såvel forældre som medansatte i børnehaven i Albertslund.

Ansatte skal udvælges med omhu

Michael Egelund, for ti år siden så vi en stor pædofilisag i en børnehave i Beder. Vil vi med mellemrum se større sager fra institutioner?

- Jeg tror ikke, at man kan gardere sig 100 procent imod pædofili. Vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan, og være stærkt omhyggelige med, hvilke medarbejdere der bliver ansat, siger Michael Egelund.

Ville det være retfærdigt at sige, at den dømtes kolleger burde have opdaget noget?

- Det kunne man måske forvente, hvis man fulgte en person tæt. Men det er ikke altid den måde, man arbejder på. Hvis en person, som i tilfældet her, har været snu og smart til at skjule sig, så kan man ikke gardere sig.

- Udgangspunktet i det pædagogiske arbejde er, at alle vil det bedste for børnene. Det skal vi ikke bygge kontrolsystemer eller mistillidsskabende arbejdsgange indover. Vi har indrettet vores liv og de danske værdier på, at vi kan give tillid til hinanden og være i tillidsskabende relationer, siger Michael Egelund.

Med en pædagogmedhjælper, der har begået seksuelle overgreb mod 28 børn i en periode på 20 år, kan man så med retfærdighed sige, at man har givet ham for meget tillid?

- Det ville være svært at svare nej på. Omvendt har der ikke været nogen signaler, der er blevet tydet undervejs fra kollegerne til ham. Han har været en medhjælper, der har været populær, som børnene, forældrene og kollegerne var glade for.

- Kunne man så have gjort noget andet? Ja, men så bryder vi grænsen for tillid til hinanden. Han har været ansat i mange år, og da han ikke havde sendt signaler om at misbruge børn, har det ikke været nærliggende for kolleger at mistænke ham for noget så ekstremt forkert som overgreb mod børn.

- Jeg tror og håber, at den her sag er enkeltstående.

Berørte kolleger

Per Pedersen blev i foråret 2018 idømt en forvaringsdom i både byretten og landsretten. Han er dømt for adskillige og gentagne seksuelle overgreb, som spænder fra blufærdighedskrænkelser til voldtægt.

Fra børnehaven i Albertslund er 23 børn involveret. Politiet har kunnet dokumentere overgreb begået i børnehaven siden 2011.

En samlet personalegruppe i børnehaven har i forbindelse med DR1-dokumentaren 'De skjulte overgreb' sendt et brev til DR med deres tanker om sagen.

- Vi håber, at denne sag betyder samfundsmæssigt skærpet fokus på pædofiles interesse for at være tæt på børn, og hvordan vi kan beskytte børnene, så de ikke kommer i kontakt med dem.

De skriver også:

- Vi har som personale været personligt berørte af det og har reageret individuelt på at ”opdage", at en kollega har foretaget så horrible handlinger mod børnene, uden at vi har fattet mistanke.

- Set i bagklogskabets klare lys kan vi godt se, at den tidligere kollega var meget stille og privat, men at parallelisere det med, at han var pædofil og udførte sine seksuelle sygelige og perverse tilbøjeligheder hos os, fik os desværre ikke til at tænke i de baner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk