FAKTA Cannabis - den ulovlige naturmedicin

Mange danskere vælger at medicinere sig selv med cannabis, selvom det er ulovligt. Men måske bliver det i fremtiden muligt for flere danske patienter at få cannabissens stoffer uden at bryde loven.

Der findes mange forskellige typer cannabis. Plantens effekt som rusmiddel og lægemiddel er vidt forskellig, alt efter hvilken type det drejer sig om. (Foto: Nir Elias © Scanpix)

De fleste har nok hørt om hash, pot og skunk, som man ofte ryger. Men der findes også folk, der indtager cannabis som te, dampe eller som olie.

Fælles for alle disse produkter fremstillet af hamp-planten er, at de er ulovlige i Danmark, fordi de hører under loven for euforiserende stoffer.

I løbet af vinteren behandler Folketinget spørgsmålet om, om medicinsk cannabis skal gøres lovligt i en treårig forsøgsperiode herhjemme. Læger kan allerede nu ansøge Sundhedsstyrelsen om at give medicinsk cannabis til patienter - men kun få ansøgninger imødekommes.

Tina Horsted er overlæge på Rigshospitalets tværfaglige smertecenter, og hun er en af de læger i Danmark, der gerne vil udskrive medicinsk cannabis til sine patienter.

- Jeg tilbyder det til de patienter, der har prøvet alt andet medicin og ikke har haft effekt af det eller har haft for store bivirkninger. Det, jeg oplyser dem, er, at cannabis kan have en smertestillende effekt, give mere psykisk ro og bedre søvn. De hyppigste bivirkninger er fysisk og psykisk træthed, fortæller hun.

Det, der gør cannabis egnet til medicinsk brug, er to aktive stoffer i cannabis - THC og CBD.

THC har en smertestillende og muskelafslappende effekt, og derfor har sclerosepatienter blandt andre gavn af den.

Det er også THC der gør en skæv, hvis man indtager for store mængder.

CBD har også en smertestillende effekt primært på nervesmerter. CBD påvirker også immunforsvaret.

Facebook
Twitter