Hver sjette mand har købt sex. 10 procent af de prostituerede har haft debut som 18-årige eller yngre. Og i modsætning til vores nordiske nabolande, er det lovligt at købe sex i Danmark.
Få svar på flere af dine spørgsmål i nedenfor, hvor dr.dk har samlet en række fakta om købesex i Danmark.
Lovgivningen
Det er ikke ulovligt at prostituere sig i Danmark, hvis man er fyldt 18 år. Den prostituerede skal betale skat af sin indtjening, men har ikke adgang til fx a-kasser, da prostitution ikke anses som et legalt erhverv.
Det er ulovligt at tjene penge på andres prostitution. Det kan give op til fire års fængsel.
Hvis en person medvirker til, at en pige under 18 år prostituerer sig, kan vedkommende straffes med op til seks års fængsel.
En person, der køber sex af en mindreårig, kan straffes med op til to års fængsel.
Menneskehandel kan give op til 10 års fængsel.
Kilde: Straffelovens paragraf 224, 233 og 262a
Kunderne
Cirka hver sjette mand i Danmark mellem 18 og 65 år har erfaring med købesex. Det svarer til mellem 260.000 og 285.000 mænd - eller 15,5 procent af danske mænd.
Den gennemsnitlige alder for første sex-køb er 24,7 år. To ud af tre debuterer, før de fylder 26 år.
Der er en mindre overrepræsentation af faglærte samt mænd i den laveste indkomstkategori. Ellers er der ingen væsentlige socioøkonomiske forhold mellem mænd med og uden erfaring med købesex.
Hovedparten af sexkunderne foretrækker at købe sex af danske prostituerede.
30 procent har købt sex en enkelt gang, 9 procent har mere end 50 gange.
Kilde: Kortlægning af prostitutions-efterspørgslen, Rambøll 2013.
De prostituerede
Der er omkring 3200 prostituerede i Danmark. Det er primært klinikprostituerede, escortprostituerede og udenlandske gadeprostituerede.
Det anslås, at cirka halvdelen af de prostituerede i Danmark er migranter.
Knap 10 procent af de prostituerede har haft deres debut senest som 18-årige.
Flere end 40 procent af de gadeprostituerede har folkeskolen som den højst opnåede uddannelse. For klinikprostituerede er det 20 procent, mens det for de escortprostituerede er 10 procent.
I 2011 lavede SFI en undersøgelse blandt prostituerede i Danmark. Her svarede 85 procent af de prostituerede, at økonomiske årsager er den væsentligste årsag til, de er startet.
30 procent har haft en bekendt i prostitution og ønskede selv at afprøve det.
67 procent af de escortprostituerede angiver, at det var seksuel nysgerrighed, der betød, at de gik ind i prostitution. Det svarer 0 procent af de klinikprostituerede.
18 procent af de prostituerede har oplevet fysisk vold fra kunder imod deres vilje en eller flere gange i løbet af det seneste år.
Kilder: SFI og Servicestyrelsen
Danskernes holdninger
57 procent af danskerne støtter ikke et forbud mod prostitution. 25 mener derimod, at prostitution bør gøres ulovligt. Flere kvinder end mænd går ind for et forbud.
62 procent af danskerne mener, at det vil være en ulempe for de prostituerede at gøre prostitution ulovligt. 14 procent mener derimod, at et forbud vil være en fordel for de prostituerede.
70 procent tror ikke, at et forbud vil mindske omfanget af prostitution, mens 19 procent er af den modsatte overbevisning.
Kilde: Wilke-meningsmåling fra 2014 for Jyllands-Posten
DR sætter i denne uge fokus på købesex. Mandag aften bliver det første program om købesex sendt, hvor værten Christian Schou undersøger, hvor meget man kan få for 1000 kroner. Se med mandag aften på DR2 klokken 22.00.