FAKTA Sådan fungerer dansk skattefidus

Danmark beskrives som verdens bedste skattely hos udenlandske skatterådgivere takket være vores fuldt lovlige kommanditselskaber.

Især russiske skatterådgivere er begejstrede for de særlige danske kommanditselskaber. (Foto: screendump)

Hvis man er østeuropæisk rigmand, er der penge at spare i skat ved at oprette et dansk kommanditselskab - et K/S.

En hel række internationale skatterådgivere beskriver den særlige fidus på deres hjemmesider.

Kort fortalt fungerer fidusen sådan:

En skatterådgiver i Moskva hjælper med at opsætte et kommanditselskab i Danmark. Selskabet leveres som en pakkeløsning med direktør, firmanummer og adresse - uden at den østeuropæiske ejer behøver sætte et ben i landet.

Det danske selskab udstyres også med to såkaldte "nominee directors" - det, vi normalt på dansk kalder en stråmænd. Den ene er dansk direktør, den anden er officiel ejer.

Danske kommanditselskaber ejes dog af to typer ejere - en synlig og en skjult. Den synlige ejer er ofte registeret i Belize eller Seychellerne.

Den rigtige ejer er til gengæld er helt skjult og kan være registeret i et hvilket som helst skattely. Ingen kan finde frem til selskabet og ejerne, for sporet ender blindt i Danmark.

Danmark - verdens bedste skattely

Nogle hjemmesider anbefaler at lade den synlige ejer registrere i Cypern, som er en del af EU. Men i det tilfælde er den officielle ejer på Cypern er blot indsat som et led, foran den rigtige ejer.

Resultatet er ifølge rådgiverne, at den østeuropæiske ejer kan sende penge til deres kommanditselskab i Danmark, og derfra videre til f.eks. de Britiske Jomfruøer eller Belize -måske via et ekstra stop på Cypern - uden at der betales skat noget sted.

Én af rådgiverne udlægger bundlinjen således: "Danmark - verdens bedste skattely".

Hvad er et kommanditselskab?

Et kommanditselskab - K/S - er et selskab, der ejes af to typer partnere, som både kan være selskaber og personer.

Der er to særlige ting ved kommanditselskaber. For det første skal de ikke betale skat - det gælder kun for ejerne. Et almindeligt A/S betaler både selskabsskat og ejerne beskattes af deres udbytte.

For det andet skal de rigtige ejere af et K/S ikke registreres hos myndighederne, modsat f.eks. aktieselskaber, hvor alle ejere over fem procent skal oplyses.

Facebook
Twitter