FAKTA Sådan virker Botox og Restylane

Vidste du, at Restylane, der bliver brugt til at udjævne rynker, kan stamme fra hanekamme? Få styr på Restylane og Botox her.

Hvis man får sprøjtet Botox ind i huden, bliver musklerne lammet, og huden glattet ud. (Foto: DR © DR)

Flere danskere bliver behandlet med lægemidlerne Botox og Restylane på landets skønhedsklinikker.

De virker mod rynker, og Restylane bliver for eksempel også brugt til at gøre læber og kindben mere fyldige.

Men hvad er det egentlig, de populære lægemidler gør. Det kan du få styr på her.

Botox (Botulin toxin)

Gennem mange år er giften Botox blevet brugt til behandling af muskelspasmer hos børn og voksne, men er de senere år vundet frem i kosmetiske indgreb til at fjerne rynker på hals og i ansigtet.

Botox fremkalder en delvis eller fuldstændig lammelse i de muskler, hvor midlet i små mængder bliver sprøjtet ind med en kanyle. Det sker, fordi Botox blokerer et signalstof, som nerverne i kroppen benytter til at sende meldinger til muskler.

Det fører til, at nerverne ikke får givet de beskeder til musklerne, som de skal, at musklerne derfor ikke trækker sig sammen, og at huden så glattes ud.

Virkningen kan ses i løbet af 3-8 døgn og forsvinder oftest efter 3-4 måneder afhængig af, hvor meget botox der er blevet brugt, og hvor det er sprøjtet ind henne. Behandlingen kan gentages med måneders mellemrum.

Bivirkninger ved Botox

Nogle af de kendte bivirkninger ved Botox er, at det kan give rødme og allergiske reaktioner efter indsprøjtningen.

Sjældnere bivirkninger er lammelser ved øjenlåg, mundvige og andre ansigtsmuskler.

De optræder dog typisk kun, hvis behandleren ikke har godt nok kendskab til, hvor musklerne ligger, hvor dybt kanylen skal føres ind, og hvor store mængder botox, der skal sprøjtes ind i musklerne.

Restylane

Restylane er en gel, der bliver sprøjtet ind i huden for ligesom Botox at behandle rynker. Fyldmidlet bliver dog også brugt til at give fyldigere læber, kindben i en anden fyldig form eller til at glatte huden ud på brystet eller på håndryggen.

Produktet består hovedsageligt af hyaluronsyre, der er et sukkerkompleks, der bliver produceret naturligt i hud og brusk hos dyr og mennesker.

Hyaluronsyre spiller en vigtig rolle for hudens vandbindende evne, og gør den strammere og mere fast. Syre fremstilles fra hanekamme, planter og bakterier.

Øjeblikkelig virkning

Behandleren sprøjter Restylane ind i huden i små serier, og området masseres forsigtigt under proceduren. For det meste sprøjtes Restylane ind lige under huden med en meget tynd nål.

Resultatet kan ses øjeblikkelig. Rynkerne bliver ofte udjævnet og huden glattere.

Effekten af Restylane varer i 6 til 12 måneder. Det er derfor nødvendigt med opfølgningsbehandlinger, hvis man vil beholde effekten.

De kendte bivirkninger er få og giver sig til kende i allergiske reaktioner, der optræder meget sjældent.

Kilde: Sundhed.dk

Facebook
Twitter