FAKTA: Værd at vide om verdens største containerskib

'Mærsk McKinney Møller' er trods sin gigantiske størrelse meget lidt forurenende. Se hvor meget her.

Mærsk-skibet Mærsk McKinney-Møller er et såkaldt Triple E-skib. (© Maersk Line)

Verdens største containerskib, Mærsk-skibet 'Mærsk McKinney-Møller' sejler gennem Storebælt i dag på sin vej til Gdansk i Polen.

Rute: Skibet sejler i rutefart mellem Asien og Europa. Den 26. august lægger det til i Aarhus havn inden det sejler videre til Gøteborg, Tanger i Marokko, Singapore og endelig Hong Kong den 13. oktober.

'Mærsk McKinney Møller' kommer ikke til København, men et søsterskib lægger til på Langelinje den 25. september. Her vil der være mulighed for at komme om bord.

Længde: 398 meter. Til sammenligning er Eiffeltårnet 342 meter højt, Frihedsgudinden er 93 meter høj og en Airbus A380 er 73 meter lang.

Bredde: 58 meter

Dødvægt: 194.153 tons - altså 194 millioner kilo.

Hastighed: Skibet sejler med en gennemsnitshastighed på 17,8 knob. Med så lav en hastighed udleder den kun 32 procent af den CO2, den ville udlede, hvis den sejlede 25 knob.

Last: Skibet kan have 18.000 TEU-containere (Twenty foot Equivalent Unit) om bord. En container kan rumme 8.000 par sko. 18.000 containere kan rumme 144 millioner par sko.

Triple E: Skibet er et Triple E-skib bygget i Sydkorea. Triple E står for: Enonomy of Scale (stordrift), Energy efficiency (energieffektivitet) og Environmentally improved performance (forbedret miljømæssig ydeevne).

Forurening: Udledning af CO2 for at transportere 1 ton varer 1 km: 3 g. Til sammenligning udleder en flyvemaskine 560 g, en lastbil 47 g og et tog 18 g.

Kilde: Maersk Line

Facebook
Twitter