FAKTATJEK: Alternativet laver hattrick i mytespredning

Detektor har to gange tidligere gjort Alternativet opmærksom på, at myten om plastik i havene ikke holder. Alligevel valgte partiets formand Uffe Elbæk at dele den igen.

Nu forsøger Detektor for tredje gang at aflive myten om, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i havene. Det sker efter, at formand for Alternativet, Uffe Elbæk, har delt en artikel fra Jyllands-Posten på Facebook i et opslag, der begynder med ordene:

- Det er så vild en oplysning, at den er svær at tage ind. Men det skal vi.

Men måske er den oplysning, der fremgår af overskriften i artiklen, svær at tage ind, fordi den ikke skal tages ind. To gange tidligere har Detektor nemlig gjort Alternativet opmærksom på, at det er en falsk myte, at der i 2050 skulle være mere plastik end fisk i havene.

Miljøordfører: Sammenligningen er ikke valid

Sidste gang Detektor faktatjekkede Alternativet medgav partiets miljøordfører Christian Poll, at sammenligningen ikke var valid.

- Det er selvfølgelig klodset af os, at vi har gjort det to gange. Det er en fejl fra vores side, og vi skal have den aflivet blandt vores medlemmer, så det ikke sker igen, sagde Christian Poll sidste år.

Den fejlagtige sammenligning stammer fra World Economic Forum, men er udregnet af The Ellen MacArthur Foundation. Og tallene for fisk og for plastik er behæftede med usikkerhed, bygger på gamle undersøgelser og på misvisende fremskrivninger.

Jyllands-Posten tjekkede ikke påstanden

Påstanden stammer fra FN’s Generalsekretær António Guterres, som er blevet citeret i blandt andet den britiske avis The Independent og i Jyllands-Posten.

Artiklen fra Jyllands-Posten, som Uffe Elbæk henviser til, bygger på en rapport, der er udgivet i år om netop plastik. Men i rapporten nævnes sammenligningen af mængden af fisk og plastik i havene slet ikke, selvom den udgør overskriften i Jyllands-Postens artiklen.

- Vi har medtaget udtalelsen fra FN’s generalsekretær, fordi den er bragt i forbindelse med rapportens udgivelse, som Independent skriver, siger digital nyhedschef på Jyllands-Posten Niels Chr. Bastholm.

Med en hurtig Google-søgning kunne I have fundet vores artikler, hvor det tydeligt fremgår, at sammenligningen ikke holder. Har I googlet påstanden, inden I valgte at bruge den i artiklen og som overskrift?

- Nej.

Uffe Elbæk: Jeg linker blot til en artikel

Hos Alternativet mener Uffe Elbæk ikke, at han har påstået noget forkert. Det gør han på trods af partiets dogmer om god debat, hvor der står, at Alternativet vil indrømme, når de tager fejl.

- Når Jyllands-Posten og FN’s generalsekretær siger noget, tror jeg som udgangspunkt på det. Jeg gentager i øvrigt ikke selv nogle fakta eller påstande, men linker blot til en artikel og opfordrer til, at vi tager plastikplagen alvorligt, hvilket der er al mulig grund til.

FN er ikke vendt tilbage på Detektors henvendelse.

Facebook
Twitter