Faktatjek: Danmarks indrejse-regler ligner Trumps

Forargelsen var stor, da USA's præsident Donald Trump forleden besluttede at udelukke folk fra USA på baggrund af nationalitet. Men danske myndigheder ser også på nationalitet, når de beslutter, hvem der skal ind i landet, fortæller Detektor.

Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er det forkert at dømme indrejsende ud fra nationalitet. Men Danmark ser allerede i dag på, hvilket land visumansøgere kommer fra, fortæller Detektor. (Foto: © Nikolai Linares, (c) Scanpix)

Donald Trumps beslutning om, at borgere fra syv bestemte lande ikke længere måtte rejse ind i USA, har vakt stor opsigt. Ikke mindst i Danmark, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kort efter Trumps beslutning var ude med kritik:

- Det er forkert at dømme folk på baggrund af den gruppe, de tilhører. For eksempel hvad for et land eller hvad for en religion de tilhører. Man skal altid møde mennesker som enkeltindivider (…) Det er en meget bekymrende tilgang, sagde han til TV2-News sidste søndag. En pointe han gentog på Facebook.

Udenrigsministerens kritik af at opdele folk på baggrund af nationalitet vakte dog undren hos Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen. Tirsdag i sidste uge skrev han på Facebook, at danske myndigheder også deler visumansøgere op på baggrund af, hvilket land ansøgerne kommer fra.

Detektor har set nærmere på fakta-striden. Og slår man op i de danske visumregler, er der ingen tvivl: Danske myndigheder deler også visumansøgere op på baggrund af deres nationalitet.

Danmark forskelsbehandler på flere måder

Danmark forskelsbehandler faktisk folk, der ønsker at rejse ind i landet, på to niveauer. Det fortæller professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen.

- For det første har vi fra EU's side opdelt verdens mennesker i to overordnede grupper: Dem, som kommer fra lande, hvor man skal have et visum for at komme ind i Danmark, og de mennesker, som kommer fra lande, hvor man ikke skal have visum, siger han og tilføjer:

- For det andet forskelsbehandler vi så, når man skal vurdere, om folk fra de visumpligtige lande overhovedet kan få et visum. Der har vi i Danmark simpelthen regler, der betyder, at danske myndigheder skal behandle ansøgninger forskelligt afhængigt af, hvilket land ansøgeren kommer fra. Vi inddeler ganske enkelt mennesker ud fra deres nationalitet, siger han.

Vi udelukker som udgangspunkt syrere og somaliere

Ifølge Donald Trumps dekret har personer fra syv lande - Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen - som udgangspunkt indrejseforbud i 90 dage til USA.

Når danske ambassader og konsulater skal afgøre, om en person skal have visum til Danmark, ser man på ansøgerens personlige forhold. Men de danske myndigheder inddeler samtidig ansøgerne i fem hovedgrupper på baggrund af, hvilket land man kommer fra.

Og kommer man fra et land i hovedgruppe 5, bør man ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet som udgangspunkt få afslag på ansøgning om visum.

I øjeblikket ligger Somalia og Syrien i hovedgruppe 5, hvilket altså betyder, at syrere og somalier, der gerne vil til Danmark, som udgangspunkt får afslag.

Detektor har efterspurgt tal over, hvor mange somaliere og syrere, der ansøger og får tildelt visum til Danmark. Men Udlændingestyrelsen har afvist at indsamle tallene med henvisning til offentlighedsloven.

Årsagen til generalisering er forskellig

Selvom Danmark ligesom USA behandler visumansøgninger ud fra, hvilket land ansøgeren kommer fra, er der dog en væsentlig forskel på reglerne i de to lande. Det er nemlig forskel i årsagen til inddelingen, fortæller Marie Louise Frederiksen, advokatfuldmægtig hos Advokatkompagniet, der blandt andet bistår visumansøgere i klagesager.

- Donald Trump har jo beordret indrejseforbud, fordi han mener, at indrejsende fra de syv lande udgør en sikkerhedsrisiko. Og der har været udmeldinger om, at det skyldes deres religion, siger Marie Louise Frederiksen og tilføjer, at de danske grupperinger ikke er begrundet i religion men med, at personer i visse lande ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet har større tendens til at søge om varigt ophold.

- Man har altså en formodning om, at syrere og somaliere vil søge om visum for derefter at søge asyl, når de så er i landet. Og derfor placerer man dem i gruppe 5, hvor man som udgangspunkt ikke får visum, siger hun.

Detektor har efterspurgt tal fra udlændingestyrelsen, der dokumenterer, hvor mange somaliere og syrere, der har søgt om asyl i Danmark, efter de har fået visum. Men det har ikke været muligt for styrelsen at skaffe tallene.

Professor Jens Vedsted-Hansen mener også, der er forskel i årsagen til den amerikanske og danske forskelsbehandling.

- Man kan sige, at selve det at opdele folk på baggrund af nationalitet ligner det, Trump har gjort. Men årsagen til forskelsbehandlingen er forskellig, siger han.

Undtagelse hvis familiemedlem dør

Syrere og Somaliere, der ønsker visum til Danmark, er på trods af placeringen i hovedgruppe 5 ikke udelukket på forhånd. Under såkaldte ekstraordinære omstændigheder kan de nemlig få visum.

Der gælder for eksempel, hvis ansøgeren har et nærtstående familiemedlem med en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren har et nærtstående familiemedlem i Danmark, som er afgået ved døden.

Udlændinge- og Integrationsministeriet fortæller til Detektor, at der ikke findes en liste over, hvad ekstraordinære situationer ellers kan være. Og ministeriet ønsker ikke at svare Detektor på, om eksempelvis et bryllup eller en fødsel vil blive betegnet som en ekstraordinær begivenhed.

Trump-stab: Forbuddet er ikke et forbud

Det amerikanske indrejseforbud er dog heller ikke uden undtagelser. Siden Trumps udmelding om indrejseforbuddet forrige fredag har den amerikanske administration tilføjet en række undtagelser til det oprindelige dekret. Blandt andet at danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande godt kan rejse til USA.

Samtidig har Trumps pressesekretær fortalt, at indrejseforbuddet slet ikke er et forbud, men at personer fra de syv lande blot skal gennemgå et større baggrundstjek. Og på Twitter har Trump også blødt op for retorikken.

Senest har føderal dommer fra delstaten Washington, James Robart, erklæret, at indrejseforbuddet er i strid med den grundlovssikrede tredeling af magten.

Trump har appelleret dommen, men kendelsen er i første omgang blevet opretholdt af en appeldomstol. Derved står Trumps forbud på nuværende tidspunkt ikke ved magt.

Uanset om der er tale om et indrejseforbud eller øget baggrundstjek, behandles ansøgerne forskelligt afhængigt af, hvilket land de kommer fra. Og det samme sker altså i Danmark.

Samuelsen: Vi har ikke forbud ud fra nationalitet

Detektor har spurgt udenrigsminister Anders Samuelsen, hvad han mener, når han siger, at det er forkert at dømme folk ud fra, hvilket land de kommer fra. Til det svarer han:

- Jeg gav udtryk for min holdning, og den flugter med, at vi i Danmark ikke diskriminerer på baggrund af for eksempel nationalitet eller religion, skriver han.

Anders Samuelsen påpeger samtidig, at alle visumansøgere på trods af inddelingen i de fem hovedgrupper får deres sag behandlet individuelt.

- Danmark udsteder ikke indrejseforbud for nogen nationaliteter eller religioner. Og de danske repræsentationer modtager visumansøgninger fra alle - og behandler dem individuelt.