Faktatjek: Danskerne overvurderer antal på kontanthjælp

Danskere skyder langt forbi, når de skal gætte på, hvor stor en del af den danske befolkning, som er på kontanthjælp. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har lavet for Detektor.

(Foto: Thomas lekfeldt © (c) Scanpix)

Kontanthjælpsmodtagere er en gruppe, der ofte bliver fremhævet i den politiske debat. Men ved vi overhovedet, hvor mange der faktisk modtager kontanthjælp?

Det har Detektor fået analyseinstituttet Epinion til at spørge 1.001 repræsentativt udvalgte danskere om. Og programmet vil de kommende uger undersøge, om danskerne har styr på fakta om en række aktuelle samfundsforhold.

Langt de fleste danskere gætter højere

I undersøgelsen er der 754 personer, der har afgivet et konkret gæt på, hvor stor andelen af kontanthjælpsmodtagere, der er i Danmark. Og gennemsnittet rammer en godt stykke forbi den rigtige andel. Danskerne vurderer nemlig at 13,1 procent er på kontanthjælp, mens det rigtige svar er, at 4,7 procent af den erhvervsaktive befolkning mellem 16 og 64 år er på kontanthjælp.

Blandt de danskere, der har deltaget i undersøgelsen, svarer 28,4 procent rigtigt inden for et interval på +/- 2 procent. Samtidigt er der hele 63,1 procent, der overvurderer andelen, mens der kun var 8,5 procent, der undervurderede andelen.

Frederik Roose Øvlisen, der er ekstern lektor ved Københavns Universitet, er dog ike overrasket over danskerne svar.

- Det er jo få, der læser Statistisk Årbog som godnatlæsning. Og derfor er der jo relativt få, der kender det faktiske svar. Men vi går allesammen med en fornemmelse af, hvor mange der er på kontanthjælp. Og den her fornemmelse, den er kraftigt påvirket af de nyhedsstrømme, vi bliver præsenteret for, hvor kontanthjælp har fyldt meget. Og derfor kan vi have en tendens til, at overvurdere hvor mange der er på kontanthjælp.

Fakta rykker ikke ved folks holdninger

Uanset om man har gættet for højt eller lavt, er der dog ikke noget der tyder på, at man ændrer holdning fordi man får det rigtige svar. Det fortæller postdoc ved Københavns Universitet, Rasmus Tue Pedersen, der blandt andet forsker i holdningsdannelse og politisk kommunikation:

- Når vi får faktuelle oplysninger, så er det meget ofte, at det slet ikke har nogen effekt på vores politiske holdninger. Vi ved, at politiske holdninger er formet af ens egne personlige opfattelse af, hvordan ting hænger sammen. Og får man smidt et stort, og tit abstrakt tal i hovedet, så har det ikke nødvendigvis en særlig stor effekt, på de politiske holdninger man har, siger han og uddyber:

- Ens holdning til kontanthjælp er meget mere påvirket af din opfattelse af kontanthjælpsmodtagerne. Tror man, at det er nogle, der har været uheldige og mistet deres job, eller tror man, at det er nogle lidt dovne personer, der sagtens kunne finde job.

Se mere om faktatjekket i Detektor på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter