Faktatjek: Danskerne overvurderer indbrud i beboelse

Danskerne rammer langt ved siden af, når de skal gætte, hvor meget af den kriminalitet der bliver anmeldt, som er indbrud i beboelse. Det viser en rundspørge, Epinion har lavet for Detektor.

(Foto: Torben Klint © (c) Scanpix)

Det er ubehageligt at komme hjem blot for at opdage, at der har været ubudne gæster på besøg, imens man har været væk. Og det er næsten hver fjerde, der frygter indbrud. Men ved vi overhovedet, hvor meget indbrud rent faktisk fylder i kriminalitetsstatistikkerne?

Detektor har fået analyseinstituttet Epinion til at spørge 1.001 repræsentativt udvalgte danskere, hvor meget indbrud i beboelse udgør af den samlede anmeldte kriminalitet i 2016, hvis man ser bort fra færdselsforseelser.

Og her viser det sig, at vi tror, at indbrud udgør en langt større del af kriminaliteten, end den egentlig gør.

Langt de fleste overvurderer andelen

I undersøgelsen er der 783 personer, der har afgivet et konkret gæt på, hvor meget indbrud fylder i kriminalitetsstatistikkerne. Der er flest, der gætter på 10 procent. Herefter er det 20 procent, der er det mest populære gæt, og så er der næsten lige mange, der gætter på henholdsvis 15, 25, 30, 40 og 50 procent. Gennemsnittet af alle svarene lander på 28,9 procent.

Men det gennemsnitlige svar fra danskerne ligger langt fra det rigtige svar på 6,2 procent. Det kommer dog ikke bag på adfærdsforsker, Thor Ridderhaugen.

- Grunden til, at folk svarer over det, der egentligt er det korrekte, er, fordi de svarer ud fra det, de umiddelbart kan genkalde sig i deres hukommelse. Hvis vi er blevet eksponeret meget for hændelser omkring indbrud i medier og newsfeeds, så er der en risiko for, at vi bliver påvirket i vores virkelighedsopfattelse. Dermed vil folk vurdere, at andelen ligger højere, end den rent faktisk gør, siger han.

I Detektors undersøgelse er der 4 procent, der undervurderer andelen mens hovedparten - 87,6 procent - overvurderer andelen.

Hjemmerøverier fylder meget i medierne

Indbrud får generelt meget pressedækning i Danmark, men ifølge forskningschef i TrygFonden, Anders Hede, så er der særligt en type af indbrud, der bliver dækket meget intensivt i medierne, nemlig hjemmerøverier. - Vi har kigget på, hvor omtalte de er i pressen. Og når det gælder hjemmerøverier, så er der en kolossal omtale. Der er et par hundrede af dem om året, men de her par hundrede tilfælde får adskillige tusinde presseomtaler. Ifølge Anders Hede forsøger indbrudstyvene faktisk at finde steder, hvor der ingen mennesker er, når de begår indbrud, og det lykkes i næsten alle tilfælde for indbrudstyvene. - Der var knap 32.000 tusinde indbrud, sidst vi opgjorde det, og det er kun et par hundrede af dem, som er hjemmerøverier. Og blandt disse hjemmerøverier ved vi i dag, at en meget stor del af dem har at gøre med kriminelle, der opkræver penge hos hinanden.

Hos TrygFonden har de i mere end ti år målt danskernes frygt for en række forskellige ting. - Vi har målt helt tilbage fra 2005. Dengang var vi faktisk ikke særligt utrygge over for indbrud, men så skete der noget meget voldsomt mellem 2007 og 2009. Og nu vi er oppe på, at det næsten er hver fjerde, der siger, at de er meget eller noget utrygge over et indbrud, siger forskningschef Anders Hede.Se mere i Detektor kl. 21:00 i aften på DR2.

FacebookTwitter