FAKTATJEK: Du må gerne spise gluten, når du er gravid

På baggrund af et nyt, dansk studie opfordrer Politiken gravide til at overveje, om de skal undgå gluten. Men den opfordring holder ikke, mener eksperter.

Politikens sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen gav forleden gravide en opfordring i en artikel:

- Kvinder skal måske lige overveje en ekstra gang under graviditet, om de skal spise brød eller anden glutenholdig mad.

Opfordringen fra sundhedsredaktøren kommer i forbindelsen med et nyt dansk studie, som sammenkæder gravides indtag af gluten med deres børns forekomst af diabetes 1.

Historien kunne nogle timer efter artiklens udgivelse læses på flere andre medier, blandt andet Berlingske og DR.

Claus Ekstrøm, professor i biostatistik ved Københavns Universitet, siger til Detektor, at ét enkelt studie aldrig kan bruges som baggrund for nye kostråd. Der skal flere studier til, som påviser samme sammenhæng:

- Forskningen er spændende, og det kan være, at vi på lang sigt kan kostvejlede på baggrund af mere forskning på området. Men der er vi ikke endnu, siger han.

Han påpeger derudover, at det kan være problematisk, hvis journalister løbende giver kostråd uden at have belæg for det:

- Det er problematisk for samfundet, hvis der ofte kommer denne her type Peter og Ulven historier, hvor man hele tiden får at vide, at nu må man ikke spise vindruer, i næste uge må du ikke drikke kaffe, og næste uge igen skal du helst drikke en lille smule rødvin.

Forskerne bag studiet er enige med Claus Ekstrøm i, at det ikke kan bruges som baggrund for nye kostråd. En af dem, Sjurdur Frodi Olsen fra Statens Serum Institut, er netop citeret for den pointe i længere nede i Politikens artikel:

- Vi kan ikke sige noget om kostanbefalinger på baggrund af studiet, da det er første gang, at sammenhængen er påvist. Det skal efterprøves og gentages i andre solide studier, før resultatet kan få konsekvenser, siger han til Politiken.

Detektor har spurgt Politikens sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen, hvorfor han opfordrer gravide til at overveje deres glutenindtag, når forskerne bag studiet ikke mener, at man skal ændre adfærd på baggrund af deres fund.

Sundhedsredaktøren fortæller, at han begynder sin artikel med en opfordring, fordi han gerne vil have læsernes opmærksomhed:

- Jeg har valgt en kæk indledning, som skal få folk til at læse artiklen, siger han.

Se hele interviewet med Politikens sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen her:

Hvem har vi talt med?

Claus Ekstrøm, professor i biostatistik ved Københavns Universitet

Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed

Lars Igum Rasmussen, sundhedsredaktør på Politiken

Julie Antvorskov, post. doc ved Rigshospitalet

Sjurdur Frodi Olsen, overlæge og centerleder ved Statens Serums Institut

Morten Elsøe, cand. scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi