FAKTATJEK: Er 75 procent af danskerne på Netflix?

I P1 Debat lød det fra Poul Madsen, Ekstra Bladets chefredaktør, at 75 procent af danskerne er på Netflix. Men det er noget af en overdrivelse, selvom streaming bliver mere og mere populært.

I disse dage bliver der forhandlet medieforlig på Christiansborg. I anledning af det havde P1 indkaldt til debat om DR's størrelse, og der blev slynget om sig med tal omkring danskernes streaming- og Netflix-forbrug.

Blandt andet sagde Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen sådan her:

- 75 procent af danskerne er på Netflix nu. Det er de jo, fordi indholdet der ligger der er noget, man selv opsøger. Og derfor kan det indhold, man vil producere i Danmark af dramaserier og dokumentarer, jo ligeså godt ligge på Netflix, som det kan ligge på DR.

Der er stadigvæk et stykke vej til, at 75 procent af danskerne har et Netflix-abonnement. De seneste tal fra Kantar Gallup, som blandt andet opgør danskernes streaming-forbrug, viser, at 39 procent af danskerne har et betalt Netflix-abonnement, mens 3 procent har et gratis prøveabonnement.

Men abonnementstallene viser kun, hvor mange der er registreret hos streaming-tjenesterne, og det er ikke nødvendigvis retvisende for, hvor mange der reelt bruger dem, fortæller Julie Nygaard, der er partner hos rådgivning- og analysevirksomheder Wilke, som også opgør danskernes streaming-vaner.

- Særligt unge deler ofte hinandens konti, fordi de så har råd til flere streaming-tjenester på samme tid. Så der er faktisk langt flere brugere end reelle abonnenter. Til gengæld er der også nogen, der betaler for streaming-abonnementer gennem mobilabonnement, fitnessabonnement eller lignende uden nødvendigvis at bruge det særligt meget, siger Julie Nygaard.

Næsten halvdelen af danskerne bruger Netflix

Ifølge Wilke deler 21 procent af danskerne deres streaming-tjenester og regningen for dem med andre, og analysevirksomheden opgør derfor også danskernes brug af streaming ved at spørge mere end tusind repræsentativt udvalgte danskere om deres streaming-forbrug.

De seneste tal hos Wilke viser, at 45 procent af danskerne bruger Netflix. 37 procent bruger Netflix hver uge, mens 13 procent bruger den amerikanske streaming-tjeneste hver dag.

Wilkes seneste tal viser også, at halvdelen af danskerne bruger streaming-tjenester, hvor man betaler for abonnement og ser indhold on demand. Udover Netflix er det for eksempel tjenester som HBO og Viaplay. Og flere og flere bruger streaming.

- Streaming vinder frem, fordi indholdet er tilgængeligt når som helst, fordi bestemte serier lokker danskerne til, og så fordi det er muligt at undgå reklamer, siger Julie Nygaard.

Men selvom flere hopper over til tjenester som Netflix, står traditionelt tv stadigvæk for langt størstedelen af danskernes tidsforbrug af levende billeder ifølge DR Medieforskning. I deres nyeste publikation "Medieudviklingen 2017" fremgår det, at traditionelt tv udgør 74 procent af danskernes tidsforbrug på levende billeder.

Poul Madsen indrømmer, at det ikke er 75 procent af danskerne, der er på Netflix.

- Desværre hørte jeg forkert da en af de andre gæster i P1 debat talte om danskernes streaming, og kom til at sige, at 75 procent var på Netflix. Det var en fejl. Men det rykker ikke ved min pointe om, at kvalitetsindhold lige så godt kan udkomme på andre populære platforme end DR, siger han.

Hvem har vi talt med?

Julie Nygaard, Partner og Head of Media and Telecom hos Analyseinstituttet Wilke

Karina Bundgaard, Salgsanvarlig for tv og radio hos Kantar Gallup

Poul Madsen, Chefredaktør på Ekstra Bladet

Facebook
Twitter