Faktatjek: Er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet brat?

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet brat, mens udviklingen for indvandrere på kontanthjælp er gået den stik modsatte vej, lyder det i BT. Men avisen har læst tallene forkert, fortæller Detektor.

BT har læst tallene forkert i deres artikel om indvandrere på kontanthjælp.

Indvandrere fylder mere og mere i kontanthjælpssystemet, mens det samlede antal kontanthjælpsmodtagere er faldet fra 145.000 til 108.000. Sådan lyder det i en artikel, som BT bragte den 31. december 2016.

DR2-programmet Detektor har gravet i tallene fra artiklen og fundet frem til, at BT tager fejl, når de viser, at der har været et fald på 37.000 i det samlede antal kontanthjælpsmodtagere. Og det er ikke den eneste fejl, BT begår i artiklen.

Ikke et fald, men derimod en stigning

Tallene i artiklen stammer fra Beskæftigelsesministeriet og viser, at der i 2013 var 145.900 kontanthjælpsmodtagere. Det tal er i 2015 faldet til lige over 108.900 personer.

Men BT glemmer at medregne alle personer i kontanthjælpssystemet i 2015. I 2014 blev der vedtaget en kontanthjælpsreform, der flyttede alle kontanthjælpsmodtagere under 30 år til en ydelse, der fik navnet uddannelseshjælp. Hvis de regnes med i 2015, er der ikke sket et fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere, men derimod en lille stigning.

Det er ifølge Postdoc fra Aalborg Universitet Mathias Herup Nielsen en klar fejllæsning af tallene:

- Det svarer til, at jeg sammenligner antallet af trafikdrab fra 2013 til 2015. Men i 2013 har jeg taget tallet fra hele Danmark, hvorimod jeg har valgt ikke at tage Sjælland med i 2015. Så kunne jeg vise et voldsomt fald, men det ville være på et fejlagtigt grundlag, fordi det er to forskellige grupper af mennesker, jeg sammenligner, siger han.

Sammenligner forskellige perioder

Det er dog ikke den eneste fejl, BT laver i artiklen. De sammenligner også det samlede antal af kontanthjælpsmodtagere med antallet af indvandrere på kontanthjælp og skriver, at antallet af indvandrere på kontanthjælp er steget med 78 procent fra 29.800 personer til 52.900 personer.

Men her ser BT pludselig på perioden 2011-2016 i stedet for 2013-2015. Ifølge Mathias Herup Nielsen er det problematisk, at BT ikke tager samme udgangspunkt, når de forsøger at beskrive, hvordan to fænomener har udviklet sig i forhold til hinanden.

- Hvis du starter i en bølgedal er det lettere at beskrive en stigning, mens det vil være nemmere at beskrive et fald, hvis du starter på en bakketop. I kontanthjælpssystemet er 2011 for eksempel et rigtig godt udgangspunkt, hvis du vil beskrive en stigning, siger han til Detektor.

BT holder fast i vinkel

I de første tal, der viser det samlede antal af kontanthjælpsmodtagere, glemmer BT at medregne personer på uddannelseshjælp i 2015. Men da de skal vise antallet af indvandrere på kontanthjælp medregner de både indvandrere på uddannelseshjælp og integrationsydelse.

- De trækker tal ind, som er opgjort på vidt forskellige måder, og derfor kommer antallet af indvandrere til at se uforholdsmæssigt stor ud i forhold til det, der er tilfældet, siger Mathias Herup Nielsen.

Detektor har forsøgt at få et interview med BT, men til de valgte ikke at stille op. I stedet har redaktionschef Thomas Nørmark Krogh sendt et mailsvar:

”Vores vinkel i artiklen er, at indvandrere med ikke-vestlig baggrund i stor stil hænger fast i kontanthjælp. Den vinkel er fuldstændig korrekt, og bliver underbygget af tal samt citater fra beskæftigelsesministeren.

Vi burde dog tydeligere have beskrevet, hvilke former for ydelser, vi sammenligner i artiklen. Som I påpeger, ser det ud til, at faldet i det samlede antal kontanthjælpsmodtagere hænger sammen med, at en større gruppe flyttes over på andre ydelser i forbindelse med kontanthjælpsreformen i 2014, og det burde vi have tilføjet i artiklen."

Se mere i Detektor klokken 21 på DR2

Facebook
Twitter