Faktatjek: Er der 1,6 millioner singler i Danmark?

Mange medier hævder, at 1,6 millioner danskere i øjeblikket er singler. Men at der er så mange singler findes der ikke dokumentation for, fortæller DR’s Detektor.

Ifølge blandt andre DR er der 1,6 millioner singler i Danmark. Men tallet dækker faktisk over noget andet, fortæller Detektor.

Den nye sæson af den populære programserie ”Gift ved første blik”, hvor otte singler bliver gift som en del af et TV-eksperiment, er netop skudt i gang. Og i det første program den 7. februar kunne man høre, hvor udbredt singlelivet faktisk er:

- 1,6 millioner danskere lever i dag som singler, så hvad er det vi gør forkert?

Samme påstand er blevet brugt i en lang række andre medier, blandt andet i artikler på DR.dk, Berlingske, BT, Femina og Aarhus Aarhus Stiftstidende.

Tallet stammer fra en opgørelse over antallet af enlige, men det kan ikke bruges til at sige noget om, hvor mange danskere, der ikke har en kæreste. Det fortæller afdelingsleder i Danmarks Statistik Dorthe Larsen til DR2-programmet Detektor.

- Vi ville ikke kunne bruge den til at sige noget om, hvor mange singler der er i Danmark. Vi ved ikke noget om danskernes kæresteforhold i Danmarks Statistik. Vi har kun oplysninger til vores familiestatistik fra CPR-registeret, hvor der jo er oplysninger om, hvem man bor sammen med, og hvilke familierelationer man har.

Kærester af sammen køn tælles som enlige

Tallet 1,6 millioner dækker over det, der i statistikken kaldes ”enlige”, og det er opgjort på en måde, så der kan tælles mennesker med, der faktisk har en kæreste. Eksempelvis hvis et kærestepar bor sammen med en ven. Så længe kæresteparret ikke er gift eller har børn sammen, tæller alle tre som enlige personer.

Det samme er tilfældet, hvis et kærestepar af samme køn bor sammen. Eller hvis der er mere end 15 års forskel på et kærestepar af modsat køn, der bor sammen. I begge tilfælde tæller man som to enlige, medmindre man er gift eller har børn sammen.

Omvendt er der også mulighed for, at singler tæller med som par. For eksempel hvis to mennesker af modsat køn med mindre end 15 års aldersforskel bor på samme adresse uden andre. I det tilfælde vil de to personer tælle med som et par, selvom de bare er venner.

Danmarks Statistik: Vi kender ikke det præcise tal

I øjeblikket findes der ikke statistik over, hvor mange singler der findes i Danmark. Det registreres nemlig ikke, fortæller Dorthe Larsen fra Danmarks Statistik.

- Da vi ikke ved noget om, om folk har en kæreste eller ej, så kan vi heller ikke lave noget skøn eller nogen beregning, siger hun og tilføjer:

- Vores eneste mulighed ville være, at vi skulle kontakte samtlige personer for at høre, om de har en kæreste på et eller andet givent tidspunkt. Og det har Danmarks Statistik i hvert fald ikke gjort endnu.

Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.

Facebook
Twitter