Faktatjek: Er LA første regeringsparti med lige kønsfordeling?

Liberal Alliance er ikke Danmarkshistoriens første regeringsparti med lige mange mandlige og kvindelige ministre, fortæller Detektor.

Liberal Alliance har lige mange mandlige og kvindelige ministre. Men det er ikke første gang, et regeringsparti har lige kønsfordeling blandt ministre. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © (c) Scanpix)

Kan Liberal Alliance bryste sig af, at skrive Danmarkshistorie som det første regeringsparti med en lige fordeling af mandlige og kvindelige ministre? Det har Detektor undersøgt efter Danmarks nye Kultur- og Kirkeminister, Mette Bock, skrev følgende på Twitter:

- LA formentlig første parti i historien, der stiller med 50/50 M/K!, skrev hun på Twitter.

Men der er ikke tale om en ny Danmarksrekord, fortæller Detektor. Der er nemlig flere regeringspartier, der har haft lige mange mænd og kvinder som ministre.

https://twitter.com/mettebock/status/803161591407661056

SF havde flere kvindelige ministre

Går man tilbage til til S-R-SF-regeringen i 2011 havde SF tre kvindelige og tre mandlige ministre. Nemlig Ole Sohn, Thor Möger Pedersen og Villy Søvndal over for Ida Auken, Pia Olsen Dyhr og Astrid Krag.

Og i forbindelse med formandsskiftet i SF i slutningen af 2012 ændrede partiets ministersammensætning sig således, at det nu var fire ud af seks ministre, der var kvinder. Nemlig Villy Søvndal og Holger K. Nielsen over for Anette Vilhelmsen, Astrid Kragh, Pia Olsen Dyhr og Ida Auken.

Et andet eksempel finder man tilbage i 1998, hvor tre ud af fire ministre fra Det Radikale Venstre var kvinder. Her var Marianne Jelved, Margrethe Vestager, Elsebeth Gerner Nielsen og Niels Helveg Petersen nemlig ministre.

Er regeringen udsædvanlig stor?

Med to nye partier i regering har Lars Løkke Rasmussen skulle finde ministerier til medlemmer af de nye regeringspartier, Konservative og Liberal Alliance. En opgave han blandt andet har klaret ved at rykke rundt og vinke farvel til partikolleger. Men antallet er ministerier er samtidig blevet udvidet fra 17 til 22.

På trods af udvidelsen er der dog ikke tale om en ny rekord. Det viser en opgørelse, som Detektor har lavet over antallet af ministre i de forskellige regeringer siden 1993. I Poul Nyrup Rasmussens første regering var der 24 ministre, og i Helle Thorning Schmidt S-R-SF-regering var der 23 ministre.

Se mere om tallene bag den nye regering i Detektor i aften klokken 21 på DR2.

FacebookTwitter