Faktatjek: Får alle korn- og majsmarker sprøjtemiddel lige inden høst?

For nyligt kunne man høre EU-politiker Margrete Auken sige i radioen, at alle majs- og kornmarker får sprøjtemiddel lige inden høst. Men det er ikke rigtigt, fortæller DR2-programmet Detektor i aften.

Det er ikke faktuelt korrekt, at alle korn- og majsmarker bliver sprøjtet med sprøjtemidlet Roundup lige inden høst, som Margrete Auken hævdede i P1.

I dag var EU-medlemslandene samlet i Bruxelles for at stemme om landbrugets fremtidige anvendelse af glyfosat – blandt andet kendt som Roundup - der er det mest anvendte ukrudtsmiddel i verden. Sprøjtemidlet har været omdiskuteret længe, og heller ikke denne gang lykkedes det medlemslandene at nå til enighed.

Op til afstemningen deltog EU-parlamentariker Margrete Auken (SF) i radioprogrammet P1-orientering. Her sagde hun blandt andet:

-Når man pludselig ser alle kornmarker og majsmarker blive brune, så er det fordi, de lige i sidste øjeblik har fået en gang Roundup. Det skal være umiddelbart forbudt.

Men det er ikke faktuelt korrekt, at alle korn- og majsmarker bliver sprøjtet med sprøjtemidlet Roundup lige inden høst, fortæller DR2-programmet Detektor i aften.

Det er nemlig slet ikke tilladt at bruge Roundup på den måde på majsmarker, siger Per Kudsk, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet:

- Roundup, eller glyfosat, er ikke godkendt til majs, da afgrøden inden høst stadig kan være i gang med at vokse. Det må anvendes om foråret før majsen spirer frem, og det må i princippet også anvendes i efteråret, efter man har høstet majsen. Men det må ikke anvendes, mens majsen er på marken, siger Per Kudsk.

Og udover at det ikke er tilladt med Roundup til majs, så vil det ifølge eksperterne overhovedet ikke vil give mening for landmanden:

- Det vil for landmanden ikke være hensigtsmæssigt at bruge Roundup til nedvisning i majs, fordi denne afgrøde nedvisner helt naturligt. Og så er det sådan, at man med størstedelen af majs ikke har behov for at høste en tør afgrøde, og derfor vil Roundup ikke give mening, forklarer Per Kudsk.

Roundup kan bruges på en række andre afgrøder end majs – for eksempel korn, raps og hestebønner. Det er dog ikke påalle kornmarker, at der spredes med Roundup inden høst, som Margrete Auken hævder. Blandt andet bruges det ikke på korn, som skal anvendes til madvarer til mennesker.

- Man bruger ikke Roundup inden høst til afgrøder med korn, der bruges til konsum i Danmark. Det kunne for eksempel være til madvarer og øl. Det gør man ikke, fordi der er indgået aftaler mellem landmænd og dem, der skal aftage de her produkter, som ikke ønsker, at der er rester af glyfosat i produkterne, siger Per Kudsk.

Det er i dag frivillige aftaler i mellem købere og sælgere, der gør, at Roundup typisk ikke anvendes til at nedvisne afgrøder til mennesker. I øjeblikket er man dog i gang med at færdiggøre en pesticidaftale, der vil gøre den slags anvendelse decideret forbudt.

DR2-programmet Detektor har spurgt Margrete Auken, hvorfor hun siger, at alle korn- og majsmarker får Roundup lige inden høst. Hun ønsker ikke at stille op til interview, men beklager i stedet sin udtalelse over mail:

”Beklager at jeg kom til at sige at alle marker får RoundUp. Det er altså en ‘slåfejl’. De fleste der følger med, ved at fx økologiske marker ikke får det – og at jeg ved det. Men undskyld meget hvis nogen er faret vild! At majsmarker ikke kan nedvisnes med RoundUp var jeg ikke klar på og glæder mig bestemt over det, men det betyder jo ikke, at markerne ikke får RoundUp til ukrudtsbehandling."

Hun fastholder imidlertid, at glyfosat bør være forbudt i EU:

"Der kommer stadig flere vidnesbyrd om at glyfosat kan have meget alvorlige konsekvenser for økosystemet og menneskers sundhed. Når man hertil lægger at vi er forpligtet til at handle efter forsigtighedsprincippet som er traktatfæstet i EU-retten er der virkelig lys forude. Landbruget bør naturligvis ikke bruge gift af bekvemmelighed, og SF samarbejder hellere end gerne med landbruget om at udvikle sikre dyrkningsmetoder,” skriver Margrete Auken.

Se mere i Detektor på DR2 klokken 21

Facebook
Twitter