FAKTATJEK: Ingen bevæbnede sharia-vagter på Rådhuspladsen

Der var ingen bevæbnede "sharia-vagter" til muslimsk bønnekald på Rådhuspladsen i weekenden, som Mette Thiesen fra Nye Borgerlige påstår på Facebook.

Folketingskandidat for Nye Borgerlige Mette Thiesen skrev i går på Facebook, at bevæbnede sharia-vagter nægtede danskere adgang til Rådhuspladsen i lørdags til et muslimsk bønnekald.

Det er gruppen "Muslimsk lokalhjælp", der stod bag arrangementet på Rådhuspladsen, og medarrangør Kenneth Virkelyst Nielsen fortæller, at vagtfirmaet The Real Service & Security (TRSS) stod for sikkerheden.

Mohammad Haidar, der er vice-direktør i TRSS, bekræfter, at det er to af deres vagter, der fremgår på billederne i Mette Thiesens opslag.

- Vi havde fire vagter til arrangementet på Rådhuspladsen, og de var selvfølgelig ikke bevæbnede. De havde et helt almindeligt vagtbælte på med handsker, håndjern og lommelygte, siger Mohammad Haider.

Vagterne på Rådhuspladsen bar et almindeligt vagtbælte som det her, siger Mohammad Haider fra TRSS. Foto: Mohammad Haider

TRSS er et autoriseret vagtfirma, der er godkendt af Københavns Vestegns politi. Københavns Politi havde også betjente til stede, som bekræfter, at vagterne til arrangementet ikke bar våben.

Ingen adgang for danskere?

Mette Thiesen skriver også, at det var vagternes opgave at sørge for, at ingen danskere nærmede sig, men det afviser både vagtfirmaet og Kenneth Virkelyst Nielsen:

- Vagternes opgave var at sørge for sikkerheden, og alle var velkomne til at deltage i arrangementet uanset religion og etnicitet, siger Kenneth Virkelyst Nielsen, der sammen med tre andre stod bag arrangmentet.

Københavns Politi fortæller, at de heller ikke har nogen grund til at tro, at etniske danskere ikke var velkomne.

- Tværtimod har vi hørt fra de betjente, der var på stedet, at man indbød til, at man godt måtte komme ind og være med, fortæller pressetjenesten hos Københavns Politi.

Mette Thiesen redigerede i går opslaget, så den første linje afsluttes med et spørgsmålstegn i stedet for et udråbstegn, og hun slettede "bevæbnede" længere nede i teksten.

Mette Thiesen redigerede opslaget, som ses herover.

Mette Thiesen er endnu ikke vendt tilbage på Detektors henvendelse. Artiklen opdateres, hvis hun vender tilbage med en kommentar.

I dag har hun slettet opslaget på Facebook og lavet et nyt, hvor hun skriver, at hun ikke har kunne få bekræftet påstandene, og hun beklager, at hun var lidt for hurtig på tasterne:

Hvem har vi talt med?

Københavns Politi

Administrativt Center Øst under Københavns Vestegns Politi

Københavns Politis Tilladelseskontor

Mohammad Haidar, vicedirektør i The Real Service and Security

Kenneth Virkelyst Nielsen, medstifter af Muslimsk Lokalhjælp

Facebook
Twitter