Faktatjek: Lars Løkke har udsigt til kvajebajer fra S

Mattias Tesfaye (S) har lovet en kvajebajer til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvis han tager fejl om regeringens planer for pensionsalder. Detektor har faktatjekket socialdemokratens tal, og det ser ud til, at Lars Løkke kan glæde sig til en forfriskning.

Socialdemokraten Mattias Tesfaye lover i en video på Facebook statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en kvajebajer, hvis han tager fejl om Løkkes planer om at hæve pensionsalderen.

Men ifølge DR2-programmet Detektor roder Mattias Tesfaye både rundt i de nuværende regler og hvad statsministeren egentlig har foreslået.

Mattias Tesfaye hævder for eksempel i videoen, at hans generationen først kan gå på pension, når han er 73,5 år, hvis statsministeren gennemfører sine planer - altså 1,5 år højere end de nuværende regler.

Men selvom regeringen gerne vil hæve pensionsalderen, så har de aldrig foreslået, at den hæves til 73,5 år for personer på Mattias Tesfayes alder.

Strid startede allerede sidste år

Uenigheden startede faktisk allerede i december sidste år, da Mattias Tesfaye lagde en video på Facebook, hvor han fortæller om Lars Løkke Rasmussens planer for hans pensionsalder:

- Jeg er født i 1981. Det betyder, at min pensionsalder er 72,5 år. Men nu har Lars Løkke brug for penge, som han kan dele ud til topskattelettelser. Så han har foreslået, at vi skal arbejde, til vi er 73. Ja faktisk har han lukket Anders Samuelsen ind i varmen, og nu er de blevet enige om 73,5 år, lyder det blandt andet i videoen.

Videoen fik Lars Løkke Rasmussen til at svare igen i en spørgetime i Folketinget i sidste uge, hvor han stiller spørgsmålstegn ved de tal, som Mattias Tesfaye viderebringer:

- Mattias Tesfaye cykler rundt med en socialdemokratisk sanktioneret video, der skaber indtryk af, at hans personlige pensionsalder beror på beslutninger, som regeringen lægger op til, skal træffes, sagde statsministeren den 31. januar 2017.

Og herefter svarer Mattias Tesfaye altså igen med en ny video på Facebook, hvor han lover kvajebajer til Lars Løkke Rasmussen, hvis det viser sig, at han tager fejl.

Tager fejl om nuværende regler

I den gamle videoe fra december hævder Mattias Tesfaye, at han med de nuværende regler kan forvente at gå på pension som 72,5 årig. Men det er ikke rigtigt.

I 2006 vedtog Venstre med støtte fra blandt Socialdemokratiet - altså Mattias Tesfayes eget parti - at pensionsalderen løbende skal justeres i takt med den stigende levealder. Jo flere år de kommende generationer lever, jo længere skal de altså være på arbejdsmarkedet.

Den aftale og nogle efterfølgende fremrykninger betyder, at personer, der er født i år 1981 - ligesom Mattias Tesfaye - med de nuværende regler kan forvente at gå på pension som 72-årige. En fejl Mattias Tesfaye erkender over for Detektor.

- Det er en fejl. Og det er i øvrigt en fejl, som ikke er i min interesse. Jeg har jo en interesse i at sige, at Socialdemokraterne ikke har gået med til en høj pensionsalder. Så jeg har skudt mig selv i foden, siger Mattias Tesfaye til Detektor.

Ingen konkrete udmeldinger

Selvom regeringen i både regeringsgrundlaget og i statsministerens nytårstale har varslet, at pensionsalderen skal hæves, har de ikke sagt noget konkret om, hvor mange måneder eller år, de helt konkret har i tankerne.

Mattias Tesfaye understreger overfor Detektor, at videoen er et forsøg på at "ryge regeringen ud af hulen" og få dem til at komme med et konkret foreslag:

- Virkeligheden er, at min generation har en pensionsalder nu, som den tidligere Venstre-regering foreslog at hæve med et halvt år. De planer har de så puttet i skraldespanden nu og lavet en ny regering, hvor Liberal Alliance også er med i. Og der har de hævet ambitionerne ret voldsomt, siger han, og tilføjer:

- Det er selvfølgelig en påstand, fordi regeringen har jo ikke spillet noget ud.

Konkret udspil i 2025-planen

Da den tidligere Venstre-regering i sommer fremlagde deres 2025-plan var Lars Løkke Rasmussen rigtig nok på banen med et konkret bud på, hvor meget pensionsalderen skulle hæves. Men heller ikke i det udspil ender Mattias Tesfayes forventede pensionsalder på 73,5 år.

Faktisk stod Mattias Tesfayes årgang slet ikke til at blive ramt af de foreslåede ændringer - det var nemlig kun årgangene 1958-1978, som ifølge forslaget skulle blive et halvt år længere på arbejdsmarkedet.

Detektor har spurgt Mattias Tesfaye, om han vil give Løkke en kvajebajer. Til det svarer han:

- Det finder vi først ud af, når han fremlægger det (hvor meget han vil hæve pensionsalderen, red.). Men jeg håber, at jeg skylder ham en kvajebajer, siger han til Detektor og henviser til, at han ikke ønsker, at pensionsalderen sættes yderligere op.

Se mere i Detektor i aften klokken 21 på DR2