Ifølge Liberal Alliances Joachim B. Olsen er der rig mulighed for at få flere danskere i arbejde – over to millioner lever nemlig på overførselsindkomst:
- Vi har 2,1 millioner danskere på overførsel. Der er bestemt råderum til, at man kan øge beskæftigelsen med 60.000, lød det fra Joachim B. Olsen i Debatten sidste torsdag.
Men det er langt fra alle blandt de 2,1 millioner danskere, der potentielt kan komme i beskæftigelse, fortæller DR2-programmet Detektor.
- Hvis hensigten med tallet er at illustrere beskæftigelsespotentialet i befolkningen, så bør man henvise til de grupper i befolkningen, der har et reelt beskæftigelses-potentiale, siger forsker ved Rockwoolfondens Forskningsenhed, Anders Bruun Jonassen.
Halvdelen er pensionister
Slår man op i Danmarks Statistik, kan man se, at der ganske rigtigt i 2015 var 2.172.699 personer, der modtog en eller anden form for indkomst fra det offentlige.
Ud af dem er lidt over én million folkepensionister - altså omkring halvdelen. Dertil kommer, at næsten 325.000 er SU-modtagere.
- Først og fremmest dækker gruppen over dem, vi normalt omtaler som personer på offentlig forsørgelse. Men hertil skal vi så også lægge personer på SU og alle folkepensionister for at nå op på de her 2,1 millioner personer. Og det er altså alle folkepensionister, hvoraf omkring 250.000 er over 80 år, siger Anders Bruun Jonassen til Detektor.
Også personer på barsel
Trækker man studerende og pensionister fra de cirka 2,17 millioner, er der lidt over 760.000 personer tilbage. Men den gruppe tæller også folk, som ikke er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet, fortæller Anders Bruun Jonassen.
- Det er eksempelvis folk på barselsorlov eller folk på førtidspension, sygedagpenge eller personer, som allerede er i støttet beskæftigelse og ikke nødvendigvis kan øge deres beskæftigelse meget yderligere, siger han.
Af de 760.000 er lidt over 100.000 personer enten er på barselsdagpenge eller sygedagpenge og omkring 300.000 er på førtidspension, efterløn eller fleksydelse. Omkring 94.000 er personer der er blevet vurderet til ikke at være arbejdsmarkedsparate, og 162.000 er i støttet beskæftigelse.
Tilbage står lidt over 106.000 ledige kontanthjælps- eller dagpengemodtagere, der altså i princippet kunne tage et job.
Joachim B. Olsen: De 2,1 mio. er retvisende
Detektor har spurgt Joachim B. Olsen, om han mener, det er retvisende at bruge de godt 2,17 millioner personer, når man taler om, hvem der kan komme i beskæftigelse.
- Jeg synes, det er fuldstændig retvisende at bruge tallet i en debat, hvor jeg skal forklare, hvorfor der er et potentiale for at øge beskæftigelsen. Jeg har aldrig påstået, at det er alle de knap 2,2 millioner mennesker på overførsel, som vil kunne komme ud på arbejdsmarkedet, siger han.
Men hvorfor bruger du tallet, når mange af dem er pensionister?
- Det tal indikerer, at der er rum for, at vi kan øge beskæftigelsen i Danmark. Der er et potentiale, forklarer han.
Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.