Faktatjek: Løkke bryster sig med forkert fakta om beskæftigelse

Lars Løkke Rasmussens (V) er glad på Danmarks vegne. Men noget af statsministerens optimisme bygger på forkert fakta, fortæller Detektor.

(© (c) DR)

På trods af bandekrig og krise i Kongehuset mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at danskerne har masser at glæde sig over.

- Aldrig før i Danmarkshistorien har der været så mange folk i beskæftigelse, lød det i fredags på partiets sommergruppemøde, da en journalist gik statsministeren på klingen om, hvorfor Lars Løkke Rasmussen alligevel mener, det går godt i Danmark.

Og det positive budskab blev gentaget af Venstre på Twitter.

Men Lars Løkke Rasmussen skruede optimismen for højt op. Det er nemlig ikke korrekt, at der aldrig før har været så mange danskere i beskæftigelse, fortæller Detektor.

Beskæftigelsen var højere op til krisen

Faktisk skal man ikke mere end 10 år tilbage for at finde en periode, hvor der var flere danskere i beskæftigelse end i dag. Både i 2007 og 2008 var der kvartaler, hvor beskæftigelsen var højere end det seneste tal fra 2017. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Når vi ser i vores registerbaserede beskæftigelsestal og tallene fra nationalregnskabet, er der et stykke vej endnu, før vi er oppe på samme niveau, som i perioden op til krisen, siger specialkonsulent i Danmarks Statistik Thomas Thorsen.

Venstre erkender fejl

Venstre erkender over for Detektor, at påstanden om, at der aldrig før har været så mange danskere i beskæftigelse, er forkert. Og efter at en Twitterbruger bad Detektor om at gå ind i sagen, erkendte Lars Løkke Rasmussen som svar, at der er år, hvor beskæftigelsen er højere end i dag.

Venstre henviser samtidig til, at Lars Løkke Rasmussen tidligere har brugt samme påstand - dog med det forbehold, at der i 2007 og 2008 var flere i beskæftigelse. For et par måneder siden lød det sådan her fra statsministeren på Facebook.

"Vi har den laveste ledighed i 40 år, på nær to år i nullerne, hvor der var overophedning."

Find flere faktatjek på Detektors Facebook-side eller følg med, når Detektor har sæsonpræmiere på DR2 torsdag den 24. august klokken 21.

Facebook
Twitter