FAKTATJEK: Minister lover fire milliarder uden beregning bag

Regeringen lover, at de med ny afbureaukratiseringsreform vil fjerne "bøvl og bureaukrati" for fire milliarder kroner. Men der findes ikke nogen beregning bag tallet.

Bureaukratiet i den offentlige sektor fylder for meget - det er på tide at luge ud. Det var budskabet, da minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), tidligere på måneden fremlagde regeringens udspil til en ny afbureaukratiseringsreform:

- Konkret vil regeringen fjerne bøvl og bureaukrati i den offentlige sektor for i alt fire milliarder kroner frem til 2022, sagde ministeren, da hun på et pressemøde præsenterede reformudspillet "Færre regler og mindre bureaukrati".

Og de fire milliarder kroner er et tal, som Sophie Løhde har nævnt igen og igen i de danske medier:

- Jeg vil love, at vi får fjernet bøvl og bureaukrati med fire milliarder kroner. Det er det, der er vores ambition, sagde hun i P1 Morgen.

Det fremgår ingen steder, hvordan man har beregnet de fire milliarder kroner, som ministeren lover, at man vil fjerne bøvl og bureaukrati for i den offentlige sektor.

Det undrer flere eksperter, som Detektor har talt med. Blandt andre professor i økonomistyring og offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh:

- Jeg tror ikke, det er muligt at afbureaukratisere for fire milliarder kroner. Mange dele af den offentlige sektor - ikke mindst kommunerne - er allerede temmelig effektive, og det potentiale yderligere er der simpelthen ikke.

Ministerens presserådgiver bekræfter i en mail til Detektor, at der ikke findes konkrete beregninger bag ministerens løfte:

- Der er ikke beregnet potentialeskøn for hvert af de enkeltstående initiativer i afbureaukratiseringsreformen, skriver hun.

Detektor har spurgt minister for offentlig innovation Sophie Løhde, hvordan hun er kommet frem til de 4 milliarder kroner, som hun og regeringen lover, at de vil fjerne bureaukrati for i den offentlige sektor.

- Det er vores politiske målsætning, at vi vil fjerne bøvl og bureaukrati for 4 mia. kroner frem til 2022. Dermed 1 milliard kroner om året, siger Sophie Løhde.

Se hele interviewet med minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, herunder.

Du kan se hele indslaget her.

Hvilke eksperter har vi talt med?

Per Nikolaj Buch, Professor i Økonomi, Aalborg Universitet

Jørgen Grønnegaard Christensen, Professor Emeritus i Statskundskab, Aarhus Universitet.

Holger Højlund, Professor v. Department of Management, Politics and Philosophy, CBS

Carsten Greve, Professor v. Department of Organization, CBS

Hvilke rapporter har vi kigget i?

Facebook
Twitter