Faktatjek: TV 2 overdriver ydelser til bortrejst familie

TV 2's Nyhedschef Jacob Kwon mener, at Detektor misforstår TV 2’s overskrift. Flere eksperter i sprog mener ikke, der er noget at misforstå.

Ifølge TV 2 fik en familie 327.656 kroner i sociale ydelser, selvom de havde forladt Danmark og var flyttet tilbage til deres afrikanske hjemland.

”Familie fik 327.656 kroner i sociale ydelser, selv om de var rejst fra Danmark,” lød det i overskriften fra TV 2, og nyheden spredte sig hurtigt til en lang række medier via et Ritzau-telegram.

De mange penge til den bortrejste familie skabte samtidig stor forargelse på TV 2’s Facebookside. Og både Dansk Folkeparti og tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) udtrykte deres utilfredshed på Facebook.

Men da Detektor tjekker beløbet, viser det sig, at TV 2 overdriver.

Kommunen forhindrede udbetalingen

Påstanden om de 327.656 kroner, der er blevet udbetalt til familien efter de var rejst til Afrika, står i artiklens overskrift. Men læser man længere ned i TV 2-artiklen står der, at de 327.656 kroner er det beløb, som familien fik om året, da de stadig boede i Danmark.

I selve artiklen fremgår det dog ikke, hvor lang tid familien var bortrejst, inden Odense Kommune stopper udbetalingen, og det er derfor uklart, hvor mange penge familien når at modtage, inden Odense Kommune stopper udbetalingen.

Detektor har derfor kontaktet Odense Kommune, som fortæller, at familien ikke modtog 327.656 kroner, efter de var rejst. Ifølge kommunen nåede familien at modtage 91.795 kroner fra henholdsvis Odense Kommunen og Udbetaling Danmark efter familien var rejst og til udbetalingen blev stoppet.

Detektor har derfor spurgt Odense Kommune, om TV 2’s overskrift er korrekt. Til det svarer lederen af kommunens afdeling for kommunikation og jura, Bente Lund:

- Nej, den er ikke korrekt.

TV 2-chef: Detektor begår en fejl

Familien har altså modtaget mange penge uberettiget, efter de var rejst fra Danmark. Men de har ikke modtaget 327.656 kroner, som TV 2 påstår.

Detektor har derfor spurgt TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon, hvorfor TV 2 overdriver beløbet i artiklens overskrift. Jacob Kwon mener, at Detektor misforstår overskriften.

- I begår jo den fejl, at I mener, at ”selv om” er det samme som ”efter”. Det har vi ikke påstået. Vi skriver, at den her familie har modtaget de her penge og er rejst fra landet. I sætter et lighedstegn mellem ”efter” og ”selv om”.

Hvad betyder "selv om" så i den her sammenhæng?

- Jeg synes, det er meget klart beskrevet i artiklen, at vi har med en familie at gøre, som har fået omkring 327.000 kroner i offentlig understøttelse, selv om de vælger at forlade Danmark undervejs.

Se hele interviewet med Jacob Kwon i videoen over artiklen.

Sprogeksperter: Overskriften er klar

Detektor har efter interviewet med nyhedschefen spurgt Dansk Sprognævn og en række andre sprogeksperter om, hvordan de forstår TV 2’s overskrift. En af dem er Jan Heegård Petersen, som forsker i dansk og grammatik ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Hvordan forstår du den her overskrift?

- Der er en familie, som har fået et pænt højt beløb i kroner, efter de var rejst fra Danmark, siger han.

Men der begår du en fejl, fordi du sætter lighedstegn mellem selvom og efter, gør du ikke?

- Nej, det er ikke en fejl. Det er min forståelse.

Kan man ikke forstå overskriften på andre måder?

- Nej, det mener jeg ikke.

Se hele klippet med sprog-eksperterne i videoen herunder.

TV 2 erkender pludselig strammet overskrift

Detektor har efter interviewet med sprogeksperterne forelagt deres konklusioner for Jacob Kwon. Og nu erkender han, at TV 2 har strammet overskriften:

"Vi erkender dog, at overskriften er blevet strammet, idet den kan forstås således, at alle pengene er blevet udbetalt, efter at familien var rejst fra Danmark. Dette er ikke tilfældet, da nogle af pengene blev udbetalt inden de rejste."

Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2 eller på DR TV.