FAKTATJEK: TV Avisen bragte fejlagtig historie om clairvoyance

Ifølge et indslag i TV Avisen har clairvoyante overhalet præster, når danskerne søger råd og vejledning i livets store spørgsmål. Men det kan man ikke konkludere, fortæller den virksomhed, der står bag undersøgelsen.

(© (c) Ritzau Scanpix)

Clairvoyante overhaler præster, når danskerne skal søge råd og vejledning til livets helt store spørgsmål, sådan lød det i TV Avisen den 25. september 2018 og i P1 Morgen samme dag. Historien blev bragt på baggrund af en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR. I undersøgelsen blev en række personer spurgt ind til, hvem de har kontaktet med henblik på at få råd og/eller vejledning om overvejelser i deres liv. Og her har 6 procent svaret en præst fra folkekirken, mens 7 procent har svaret en clairvoyant.

Men på trods af forskellen på ét procentpoint, kan man ikke sige, at clairvoyante overhaler præster. Det er der to årsager til, ifølge manager hos Epinion Christian Fischer Vestergaard, der står bag undersøgelsen.

For det første er den statistiske usikkerhed på 3,2 procentpoint. Derfor kan man ikke kan konkludere, at clairvoyante overhaler præster.

- Clairvoyante er ikke foran i undersøgelsen. Hvis vi tager højde for den statistiske usikkerhed, så er der ikke nogen forskel, fortæller Christian Fischer Vestergaard.

For det andet kan undersøgelsen ikke sige noget om udviklingen, da man ikke har forholdt sig til, hvordan det har set ud tidligere.

- Der er ikke noget tidligere, som har indikeret, at præster har været mere populære. Det kan vi have en formodning om, men vi har ikke noget historisk data, tilføjer Christian Fischer Vestergaard.

Christian Fischer Vestergaard fortæller desuden, at de ville have oplyst om disse forbehold, hvis de var blevet kontaktet af DR omkring undersøgelsen.

Men det var dog ikke tilfældet ved dette indslag.

Efter DR’s Detektor tog kontakt til TV Avisen, har DR på deres egen hjemmesiden beklaget historien. Historien er desuden blevet rettet i TV Avisen d. 2. oktober 2018 og i P1 Morgen d. 3. oktober 2018.

Redaktionschef Christian Lindhardt erkender, at historien ikke skulle være blevet bragt på den måde, som den blev:

- Vi kunne godt have bragt en historie om, at mange danskere bruger clairvoyante, men de tal skulle vi ikke have bragt. Usikkerheden er så stor, at man slet ikke kan konkludere så hårdt på de tal, som vi gør. Man har måske tænkt, at den ikke var så farlig, og derfor røg den ikke forbi analyseafdelingen. Der skulle vi have været lige så kritiske overfor tallene, som vi er ved andre historier, hvor man bruger tal.

Du kan se hele indslaget her.

Hvilke eksperter har vi talt med?

Christian Fischer Vestergaard, Manager, Head of Polls and Politics, Epinion

Hvilke rapporter har vi kigget i?

FacebookTwitter