Kulturåret i 2017 var en god forretning for Aarhus og omegn. Kultursatsningen skabte ifølge en rapport fra rådgivningsvirksomheden COWI næsten 2.000 nye job, og for hver 100 kroner kommunerne i Region Midtjylland brugte på kulturen, har de ifølge rapporten fået 140 kroner hjem igen.

Sådan lød det i flere medier i slutningen af april, herunder også i TV Avisen i bedste sendetid.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard udtalte til TV2 Østjylland den 23. april, at kulturåret var en økonomisk succes:

- Når vi ser på den betydning, det har haft på den korte bane, så har det både været en enorm god forretning, sagde borgmesteren, der også er formand for Fonden Aarhus2017, som står bag kulturåret.

Tallene, som Jacob Bundsgaard læner sig op af, stammer fra en rapport af rådgivningsvirksomheden COWI, der er bestilt af Fonden Aarhus2017, som Jacob Bundsgaard er formand for.

Seniorprojektleder i COWI Lars Grue Jensen siger, at:

- Ifølge vores beregninger, så viser det sig, at der ikke er nogen som sådan, der taber på det her.

Detektor har bedt flere eksperter om at se nærmere på beregningerne i rapporten, og de vurderer, at de to grundlæggende forudsætninger ikke holder; nemlig turisttallene og beskæftigelsesgevinsten.

Turisttal er "massivt overvurderet"

Ifølge COWI skabte kulturåret 1.965 nye job og kommunerne tjente 285 millioner, mens de kun brugte 200 millioner. Kommunerne fik altså ifølge rapporten pengene 1,4 gange igen. Den vigtigste forudsætning for de gevinster er i COWI's beregning, hvor mange turister, der kom til Aarhus på grund af kulturåret.

Aarhus og omegn har ifølge COWI haft næsten en million flere overnatninger i 2017 på grund af kulturåret, men det tal er "massivt overvurderet", ifølge Asger Mose Wingender, der er adjunkt på økonomisk institut ved Københavns Universitet.

- Aarhus har været inde i en positiv udvikling gennem en lang årrække og turismen er steget med ca. 10% år for år. Også i 2017. Så der har været vækst i tursismeerhvervet, man kan bare ikke tilskrive så meget af væksten til kulturbyåret, som COWI gør, siger Asger Mose Wingender.

I videoen herover kan du høre Asger Mose Wingender uddybe sin kritik af udregningerne i COWI’s rapport.

Usikker beskæftigelsesgevinst

Den anden forudsætning for de økonomisk gevinster er, at kulturåret har fået knap 1.965 personer ud af arbejdsløshed, men det bygger på flere meget usikre antagelser, vurderer flere eksperter.

For det første er antallet af jobs afhængigt af beregningen af turisttallene. For det andet, at turisterhvervene rent faktisk ansætter nye personer og for det tredje, at de nye jobs får et tilsvarende antal personer ud af arbejdsløshed.

- Vi kan i hvert fald sige, at det ikke er realistisk, at alle kommer fra ledighed, siger Trine Bille, der er professor i kulturøkonomi ved CBS.

Hverken COWI eller borgmester og formand for fonden bag kulturåret Jacob Bundsgaard vil stille op til interview hos Detektor.

Lars Grue Jensen, seniorprojektleder i COWI skriver i et skriftligt svar til Detektor:

"Vi fik til opgave at foretage en uafhængig undersøgelse af den samlede effekt af Aarhus 2017. Vi har baseret undersøgelsen på konkrete fakta og bredt anerkendte metoder, udviklet af uafhængige forskere. Der er intet i den kritik, vi har fået forelagt, der påpeger fejl i rapporten. Det har vi også har gennemgået i detaljer med Detektor. At man kan finde eksperter, der har en anden tilgang og vurdering er der ikke noget nyt eller underligt i. Vi står fuldt og helt ved de konklusioner, vi har lagt frem i rapporten."

TV Avisen på DR1 bragte den 23. april 2017 et indslag, hvori det bliver sagt, at "De tørre tal lyver ikke. Kommunerne fik således både kultur og penge ud af at investere i kulturbyåret".

Kirsten Marie Svendsen, redaktionchef på DR Nyheder, medgiver, at de burde have spurgt eksperter inden, de bragte indslaget:

- Jeg har sådan set ikke nogen grund til at betvivle, at COWI gør deres arbejde troværdigt og ordentligt. Men jeg synes altid, at det er en god journalistisk standard at spørge så mange som muligt af hinanden uafhængige eksperter, og det synes jeg også, vi skulle have gjort her.

Se hele programmet her.

Hvilke eksperter har vi talt med?

- Asger Mose Wingender, adjunkt på økonomisk institut, Københavns Universitet.

- Trine Bille, professor (MSO) i kulturøkonomi, CBS.

- Nikolaj Harmon, adjunkt i arbejdsmarkedøkonomi, Københavns Universitet.

- Morten Graugaard Olsen, adjunkt på økonomisk institut, Københavns Universitet.

Hvilke rapporter har vi kigget i?

- COWI rapport: Economic Impact Assessment of Aarhus 2017

Artikler:

DR

Politiken

Århus Stiftstidende