Falsk nummerplade kan købes for 240 kroner

Med et par hurtige klik og nogle hundrede kroner på lommen kan man via en hjemmeside købe falske nummerplader, som ligner de officielle til forveksling

De her er gode nok. Men ikke dem, man kan købe for et par hundrede kroner på en svensk hjemmeside. (© dr)

Med et par hurtige klik og nogle hundrede kroner på lommen kan man via en svensk hjemmeside erhverve sig falske nummerplader og derved undgå at betale i dyre domme for at få indregistreret sin bil til at køre i Danmark, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det får nu politiet til at tjekke bilernes nummerplader en ekstra gang.

- De ligner de danske til forveksling, siger vicepolitikommissær Jan Perfeldt, der er leder af færdselspolitiets operative del i Nordsjælland.

Vil ikke gøre reklame

Politiet vil ikke umiddelbart gøre reklame for hjemmesiden, hvor man for 312,50 svenske kroner ( Omkring 240 kr.) blandt andet kan erhverve sig en dansk, hvid nummerplade, som køberen dog bliver gjort opmærksom på ikke må bruges som en rigtig nummerplade.

I forbifarten kan det dog være svært at se forskel mellem kopier og originaler.

- Tal og bogstaver er en anelse anderledes, og der mangler vandmærke, som reflekterer, når lyset falder på en bestemt måde. Men i farten er det umuligt at se, siger vicepolitikommissæren.

Opdagede snyderiet ved en tilfældighed

Det var ved et tilfælde, at politiet for nogle uger siden opdagede nogle falske nummerplader på en BMW i Kokkedal, og der kan sagtens være flere, lyder vurderingen:

- Det er lige pludselig en nem måde at komme ud at køre, og andre kan ikke se, at der er noget galt, siger Jan Perfeldt.

Han vurderer, at snydepladerne typisk frister bilejere, der eksempelvis har købt en dyr Mercedes i Tyskland men ikke vil betale flere hundrede tusinde kroner for at få den indregistreret i Danmark.

Snyderne løber stor risiko

I sidste ende kan det dog blive en ualmindelig dyr smutvej. Er man indblandet i et uheld, er der ingen forsikring, der dækker. En erstatningssag med en personskade involveret kan løbe op i 10 millioner kroner oplyser brancheorganisationen Forsikring og Pension.

Facebook
Twitter