Familie måtte undvære strøm i en uge

En familie på far, mor og to mindreårige børn har mærket, hvad det koster at sætte sig op mod det store regionale el-selskab SEAS-NVE.

En familie på far, mor og to mindreårige børn har mærket, hvad det koster at sætte sig op mod det store regionale el-selskab SEAS-NVE. (Foto: Marianne Nielsen © DR)

Ingen strøm i en uge - nul lys, kun koldt vand i hanerne, døde telefoner, intet fjernsyn, computer, fryser eller køleskab.

En familie på far, mor og to mindreårige børn har mærket, hvad det koster at sætte sig op mod det store regionale elselskab, SEAS-NVE. En tvist om efterregulering af familiens elforbrug flere år tilbage fik den 18. august selskabet til at lukke for elektriciteten til familiens hus i Bisserup mellem Skælskør og Næstved.

Først den 25. august, da Ankenævnet på Energiområdet gik ind i sagen, blev der igen åbnet for strømmen.

Klager over monopol

Familien har klaget til energiminister Connie Hedegaard over, hvad de betegner som magtmisbrug fra et stort selskab, der reelt har monopolstatus. SEAS-NVE sidder også på ledningsnettet, som andre selskaber skal bruge for at levere strøm til familien. SEAS-NVE afviser kritikken. Kommunikationsmedarbejder Katja Kjærsgaard siger, at "sagen er behandlet efter bogen".

Forbrugerrådet mener, at tiden er løbet fra de gamle regler:

- Det er et meget kraftigt magtmiddel, og der er andre muligheder. Både for selskaberne og for forbrugerne, siger økonom i Forbrugerrådet, Martin Salamon, der generelt råder forbrugere til at betale og derefter klage, hvis de rager uklar med deres forsyningsselskab.

Politisk pres

Christiansborg siger Dansk Folkepartis forbrugerordfører Rene Christensen, at han vil følge sagen og holde øje med, hvilken afgørelse Ankenævnet på Energiområdet når frem til.

Hos Socialdemokraterne siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht, at han vil bede ministeren komme med en redegørelse for, hvor ofte forsyningsselskaberne benytter mulighederne for at lukke helt for leverancer til kunderne.

- Det er på høje tid, at vi får kigget disse regler efter, også fordi der er ændringer på vej på europæisk plan, siger Benny Engelbrecht til P4 Sjælland.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk