Familie og politikere kritiserer Ekstra Bladets dækning af pirat-sag

Ekstra Bladet mener selv at have spillet en rolle i gidslernes frigivelse, men familie og politikere kritiserer avisen.

Pårørende, politikere og søfolkenes rederi retter kritik mod Ekstra Bladets dækning af gidseldramaet, men Ekstra Bladet hævder selv at have spillet en afgørende rolle i at gidslerne blev sat fri. I dag kan avisen fortælle, hvordan deres egen freelance journalist fik sat skub i forhandlingerne.

Søren Lyngbjørn vender snart hjem til Ærø efter 838 dage som gidsel i Somalia. Hans forældre glæder sig til at se ham igen, men de ærgrer sig over Ekstra Bladets massive dækning af gidseltagningen.

- Hver eneste gang har der været nogle forfærdelige reportager og nogle frygtelige videofilm, om det overhovedet er sandt, det tvivler jeg meget på, siger Gerda Lyngbjørn, mor til Søren Lyngbjørn.

Far: Ekstra Bladet har arbejdet i piraternes interesse

- Det er vores opfattelse, at de har arbejdet i piraternes interesse, siger Jan Lyngbjørn, far til Søren Lyngbjørn.

Hanne Lyngbjørn er søster til Søren Lyngbjørn og har samme fornemmelse. Hun fik at vide at gidslerne kunne være blevet frigivet i sommeren 2011.

- Ekstra Bladet intensiverer simpelthen deres kampagne på det tidspunkt, hvor vi tror, at nu begynder der at ske noget. Og jo mere, der bliver skrevet i aviserne, og jo flere billeder, der bliver smækket op på forsiden, jo svære bliver det at forhandle. På et tidspunkt, går det helt i stå, siger Hanne Lyngbjørn.

Shipcraft: Skriverier trak det i langdrag

Ekstra Bladet har siden 2011 skrevet mange artikler om kidnapningen. Artiklerne har beskrevet gidslernes situation og ligeledes John Larssons personlige formue, ejeren af rederiet Shipcraft, der ejede det skib, som gidslerne blev taget på.

- Vi mener, det har trukket det i langdrag, og selv piraterne har haft referencer til nogle af de skriverier, som Ekstra Bladet har haft, hvilket har forhøjet deres forventninger til løsesummen, siger direktør i Shipcraft, Claus Bech.

Sikkerhedsekspert: Ekstra Bladet gik alt for langt

En sikkerhedsekspert fortæller, at presseomtale er et problem, fordi det øger gidslernes værdi set med piraternes øjne:

- Ekstra Bladet er gået alt alt for langt, siger Tino Hansen, sikkerhedsekspert hos Risk Intelligence.

Tidligere minister: Det forlængede forløbet

Allerede tidligt i forløbet blev daværende udenrigsminister Lene Espersen og Udenrigspolitisk Nævn orienteret.

- Jeg mener helt konkret, at det, at Ekstra Bladet har kørt en kampagne, hver evig eneste dag, i næsten to år, har været med til at forlænge forløbet, fordi piraterne ved, at der er offentlig fokus på det i Danmark, og derfor forsøger de, at presse nogle flere penge ud af dem, de sidder og forhandler med, siger Lene Espersen.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører er også kritisk:

- Det er vores indtryk, at hver gang Ekstra Bladet har skruet op med store forsidehistorier, så har det betydet, at de økonomiske krav er røget i vejret, siger Søren Espersen.

Ekstra Bladet: Det gør indtryk

Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen fortsatte Ekstra Bladet dækningen, fordi de var nødt til det:

- Der er ikke en entydig forklaring på om man skal blive ved eller ikke blive ved. Det gør stort indtryk på mig, det som familierne siger. Det har været en meget vanskelig beslutning at finde ud af om man skulle fortsætte. Men der findes jo ligeså mange familiemedlemmer til Eddy Lopez og nære venner til Søren Lyngbjørn på Ærø, som mener det stik modsatte, siger Poul Madsen.