Far bruger private efterforskere til at finde bortført søn

I et halvt år har Vladimir Valiants søn været bortført. Han bruger både politi og privatdetektiver til at finde ham.

- Jeg ved ikke, hvor de er, og hvordan han har det. Vladimir Valiant håber på, at han snart får sin bortførte søn tilbage. (Foto: Dr © dr)

Vladimir Valiant står midt i sin herskabslejlighed på Nørrebro i København. Inde på sin treårige søns værelse.

I dag har det stået tomt i et halvt år.

- Jeg aner ikke, hvor han er.

Statsforvaltningen har afgjort, at det er Vladimir Valiant og ikke hans ekskone, der har forældremyndigheden over deres treårige søn.

Men i marts i år forsvandt ekskonen med sønnen. Siden har Vladimir Valiant ikke set dem.

Han anmeldte dengang hurtigt sagen til politiet. Men han savnede sin søn og følte ikke, at der skete nok.

- Politiet skulle lige finde ud af, hvilken afdeling og hvilken station der skulle tage sig sagen. Så der gik et stykke tid, før politiet kom virkelig ind i sagen, siger Vladimir Valiant.

Derfor hyrede han et privat efterforskningsfirma til at hjælpe sig.

- Jeg har været nødsaget til at investere penge i nogle privatdetektiver, som kunne hjælpe politiet og selvfølgelig mig i efterforskningen.

Flere tunge sager til privatdetektiver

Det sker i stigende grad, at private efterforskere tager sig af tunge efterforskningssager som børnebortførsler.

Inden for det seneste år har fem efterforskningsfirmaer haft sager om bortførte børn.

Det oplyser de i en rundspørge, som DR har foretaget til de omkring 18 firmaer i Danmark, der tilbyder privat efterforskning.

Kunne ikke lade være

Vladimir Valiant mener, at det har en positiv indflydelse på hans sag, at der er private efterforskere inde over.

Burde du ikke bare lade politiet gøre deres arbejde?

- Jamen det kunne jeg ikke. Der ville gå alt for lang tid. Det kunne jeg se allerede fra starten, siger han.

Vladimir Valiant har printet mange hundrede sider ud i sagen om hans bortførte søn.

En solstrålehistorie

Det er Københavns Politi, der tager sig af sagen om Vladimir Valiants bortførte søn.

Her forstår politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen godt Vladimir Valiants beslutning om at bruge en private efterforsker.

- Enhver, der har børn, kan jo godt forstå, at man gerne vil optimere yderligere på efterforskningen, siger han.

Mens Politiforbundet tager afstand fra privat efterforskning, kalder Bjarke Dalsgaard Madsen samarbejdet i den konkrete sag for ”formidabelt”, selvom der ikke har været tale om et officielt samarbejde:

- Det har været en solstrålehistorie, som dog desværre ikke har resulteret i, at vi har fundet dem.

Bjarke Dalsgaard Madsen fra Københavns Politi leder efterforskningen af bortførslen af Vladimir Valiants søn. (Foto: Dr © dr)

Grænse for ressourcer

Bjarke Dalsgaard Madsen mener, at fordelen for private aktører er, at de kan bruge uanede ressourcer på at søge på sociale medier og overvåge den samme dør i mange dage.

- Der må vi trække en streg i sandet og sige, at nu er det spor dyrket i en sådan grad, at vi ikke kan sætte flere ressourcer af til det.

Samtidig understreger han, at politiet har lagt mange kræfter i sagen om Vladimir Valiants søn, og han afviser, at det har været nødvendigt for efterforskningen at have private efterforskere involveret.

- Politiet har tillagt de ressourcer, som vi har kunnet og som har været passende i denne her sag, og vi fået prøvet de vinkler af, som vi kunne, siger han.

Har den private efterforskning haft nogen værdi for jer?

- Vi har fået bekræftet, at nogle af de kanaler, vi troede var blindgyder, var blindgyder, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Mor og børn efterlyst

I dag er politiet gået ud med en offentlig efterlysning af Vladimir Valiants søn og ekskone og ekskonens seksårige datter, som har en anden far.

Vladimir Valiant håber på, at det kan hjælpe på, at hans søn kommer hjem til det børneværelse, der står efterladt.

- Han skal hjem snart, meget snart. Der er gået alt for lang tid.

DR har været i kontakt med Vladimir Valiants ekskones advokat. Advokaten har ingen kommentarer til den konkrete sag.

Hvis du har oplysninger i den konkrete sag, er det Københavns Politi, der skal kontaktes på telefon 114.

Facebook
Twitter