Far til udvisningstruet bandeleder vidner i retten: ”Vi har boet i Danmark i 49 år”

Anklagemyndigheden forsøger for fjerde gang at få udvist 31-årig københavnsk bandeleder.

Shuaib Khans far var i dag indkaldt som vidne for at forklare om hans eget og sønnens tilhørsforhold til Pakistan. Billedet her er hverken af Khan eller faren. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Shuaib Khan har ingen familie og intet sted at bo i Pakistan.

Sådan fortalte faren til den 31-årige bandeleder af Loyal To Familia (LTF), der anses for at være den største kriminelle bande herhjemme.

Faren vidnede i dag i Østre Landsret, der behandler sagen mod dansk-pakistanske Shuaib Khan. Han blev i byretten dømt for trusler mod politiet under en visitation på Nørrebro i København i juli sidste år.

Anklagemyndigheden ønsker Shuaib Khan udvist af Danmark, men led på dette punkt et nederlag i byretten i oktober sidste år. Her blev udvisningen nemlig kun gjort betinget, og derfor ankede man dommen.

Shuaib Khan var ikke selv mødt op til sagen. Ifølge DR Nyheders oplysninger har han i en længere periode efter sin dom i byretten været i udlandet. Om han er vendt hjem, er uvist.

Strid om rejser til hjemlandet

Fordi Anklagemyndigheden kræver Shuaib Khan udvist, er spørgsmålet om hans tilknytning til Danmark vigtig i ankesagen. Derfor var hans far i dag indkaldt som vidne for at forklare om hans eget og sønnens tilhørsforhold til Pakistan.

Anklager Anders Riisager dokumenterede blandt andet, at Shuaib Khans forældre flere gange har været i Pakistan og enkelte gange har haft månedlange ophold dernede.

- Det passer ikke. Jeg kan vise stemplerne i mine pas, lød det fra faren.

Han mener, at han kun har været i Pakistan på syv-otte korte besøg de 49 år, han har boet i Danmark.

Anklageren viste i retten også enkelte bankudskrifter og telefonregninger udstedt til Shuaib Khans far på en adresse i en landsby i Pakistan. Han spurgte også, om Shuaib Khans far har været politiker i Pakistan:

- Nej, der var nogle mennesker, som foreslog mit navn på stemmesedlerne som borgmester. Men jeg ville ikke være kandidat der, fortalte faren.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen ville vide, om Shuaib Khan har familie i Pakistan. Til det var svaret nej. Han har heller ikke noget sted at bo, lød det fra faren.

Det var ellers en diskussion under retsmødet, om Shuaib Khans far ejer jord i byen Mirza Tahir i Pakistan. Anklageren påpegede, at faren ifølge pakistanske tingbøger ejer jord i landet.

- Det er nedarvet fra min oldefar. Mange pakistanere ligesom mig har arvet noget. Men det er ikke alle, som kan få det. Alle dine grandfætre, de vil hugge det fra dig, fortalte faren i retten. Han understregede også, at det ikke er jord, Shuaib Khan har haft nogen interesse i og i øvrigt er der andre der har bygget på grunden.

Nye beviser: Telefonsamtaler fra fængslet

I det store hele står sagen mod Shuaib Khan som i byretten, men der kom i dag få nye beviser frem mod den 31-årige dansk-pakistaner.

Anklager Anders Riisager fortalte, at politiet har fået adgang til ni telefonsamtaler fra Shuaib Khans tid i fængslet. Her taler han med et andet højtstående medlem i LTF, og flere gange slår de to over i det pakistanske sprog punjabi.

For eksempel siger Shuaib Khan i telefonsamtalerne, at de skal slå over på ”deres sprog” og taler derefter punjabi.

En tolk har for politiet hørt telefonsamtalerne igennem og konkluderer, at de to taler et ”klart forståeligt pakistansk”, selvom ”man godt kan høre, de ikke er født i landet”. Det har ellers været et argument fra forsvarer Michael Juul Eriksen, at Shuaib Khan kun taler lidt og gebrokkent pakistansk.

I retten kom det også frem, at politiet mener, at Loyal To Familia alene i København har cirka 150 medlemmer. Politiet anser Shuaib Khan som grundlægger af banden, og har flere gange set ham med en LTF-trøje med påskriften ”El Presidente” og ”Founder”.

Banden var fra maj til november i år i konflikt med en anden københavnsk bande ”Brothas”, der holder til i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.

Konflikten førte til over 30 skudepisoder i København alene, hvor flere blev ramt og tre personer mistede livet. Lige nu mener politiet dog, at begge parter indtil videre har aftalt at stoppe skyderierne.

Fjerde forsøg på udvisning

Det fjerde gang på ti år, at en anklager forsøger at få udvist 31-årige Shuaib Khan, der har flere voldsomme fængselsdomme bag sig. Men det er altså indtil videre ikke lykkedes.

I 2015 fik han også en betinget udvisning med en prøvetid på to år, efter han havde overfaldet et andet bandemedlem i fængslet.

I oktober lagde byretten i dommen vægt på, at Shuaib Khan er født og opvokset i Danmark og kun har begrænset tilknytning til Pakistan. Det vil derfor være i strid med Menneskerettighedskonventionen at udvise ham, lød dommen.

Efter byrettens dom udgav Institut for Menneskerettigheder dog en undersøgelse af omkring 400 domme om udvisning. Den viste, at danske domstole har mindre tilbøjelighed til at udvise personer, der ikke selv har stiftet familie i Danmark, end det Menneskerettighederne egentlig giver grundlag for.

Selvom der ikke er mange nye beviser i ankesagen, håber anklager Anders Riisager, at Østre Landsret vil udvise Shuaib Khan denne gang.

- Vi anser det som muligt, at man vil nå frem til et andet resultat her end i byretten, lød det fra Anders Riisager ved retsmødet.

Næste retsmøde i sagen er 5. marts.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter