Fare for kollaps: Store dele af Aarhus Rutebilstation afspærret

Der er risiko for kollaps af betondækket, oplyser Midttrafik.

Et billede fra rutebilstationen her til morgen. (© (c) DR)

- Med øjeblikkelig virkning afspærres store dele af Aarhus Rutebilstation.

Sådan lød det fra selskabet Midttrafik klokken 03.18 natten til i dag i en Facebook-opdatering.

Det er Aarhus Kommune, der står bag afspærringen, da de i aftes meddelte trafikselskabet, at der er risiko for kollaps af betondækket på rutebilstationen.

- Aarhus Kommune har derfor givet et påbud om omgående rømning af store dele af Aarhus Rutebilstation. Midttrafik gennemfører derfor en afspærring i løbet af natten til onsdag, indtil yderligere undersøgelser er foretaget, lyder det fra Midttrafik.

Det er rådgivningsfirmaet Orbicon, som har lavet en risikovurdering af rutebilstationens betondæk over p-kælderen.

Midttrafik har endnu ikke fået en tidsplan for, hvornår hele rutebilstationen igen kan tages i brug.

-Vi har fået et påbud, og det har vi reageret på omgående. Vi har ikke fået nogen tidsplan endnu, siger vicedirektør Mette Julbo til DR.

Der vil her til morgen være guider, som vil hjælpe kunderne med at finde deres busser, og det vil de blive ved med lidt endnu, forklarer vicedirektøren.

- Medarbejderne går rundt herude og hjælper kunderne, indtil vi har fået skiltningen på plads og har fundet en mere varig løsning, siger Mette Julbo.

Herunder kan du se, hvor der er afspærret.

Der er afspærret i dette område. (© Midttrafik)

Guider vil hjælpe fra morgenstunden

Rådgivningsfirmaet Orbicons konklusion er, at det ikke er forsvarligt at benytte arealerne, hverken nedenunder eller ovenover, da risikoen for et kollaps af betondækket ikke kan udelukkes.

Grundet afspærringen holder flere busser ikke på deres normale plads fra morgenstunden, lyder det i en pressemeddelelse.

- Linje 3A, 22 og 23 flyttes til linje 87-89 pladserne.

- Regionalbusserne 113, 114 og 120-123 samt 912X får anvist pladser i Ny Banegårdsgade ved Aarhus Rutebilstation.

- Fjernbusserne (Flixbus og Kombardo Expressen) holder som normalt.

Passager: Det var ikke noget problem

Malthe Petersen er en af de passagerer, som skulle med en bus fra morgenstunden ved rutebilstationen.

Han fik her at vide, at hans bus til Billund var blevet rykket. Malthe Petersen tog det dog stille og roligt, selv om han skal nå et fly.

- Nu er det ikke verdens største område, så det er ikke et problem at gå 15 meter hen til en anden gade, siger han.

Malthe Petersen skulle med bussen fra rutebilstationen her til morgen. (© (c) DR)

Aarhus Rutebilstation er fra 1954, og trafikselskabet Midttrafik har fra 1. januar 2007 administreret den kollektive trafik i den midtjyske region.

Aarhus Rutebilstation ligger centralt i Aarhus mellem Ny Banegårdsgade, Sønder Allé og Fredensgade.