Farlige skinner standser lokaltog

Lokalbanen mellem Århus og Odder er indstillet efter trafikstyrelsen har fundet en række kritiske fejl på skinnerne. Oddergrisen må holde stille i op til to uger.

Oddergrisen ved Odder station (Foto: DR Østjylland)

Oddergrisen - lokal-toget mellem Århus og Odder - er foreløbigt indstillet.

Al kørsel blev i aftes stoppet fordi skinnerne er farlige at køre på.

Statens Trafikstyrelse har nedlagt forbud mod at køre på banen, fordi skinnerne har kritiske fejl ni steder, så det ikke er forsvarligt at køre på dem.

Ingen passagerer i fare

Odderbanens direktør Mikael Langager mener ikke, passagererne har været i fare, men han anerkender Trafikstyrelsens beslutning:

- Vi har vidst i flere år, at skinnerne er nedslidte mellem Tranbjerg og Odder, og det har vi fortalt politikerne i Århus Amt og region Midtjylland. Men vi har vurderet, at det ikke var farligt, og at man kunne forsvare at udskyde moderniseringen af skinnerne til næste år. Men nu har Trafikstyrelsen vurderet det anderledes. Så har det jo været en fejl at udskyde arbejdet, og det er mit ansvar, siger Mikael Langager.

Reperation i løbet af 9-14 dage

Odderbanen har en plan for at reparere fejlene i løbet af 9-14 dage, men selskabet håber at få arbejdet fremskyndet. Derfor er meldingen til passagererne kun, at kørslen er indstillet indtil videre.

Selskabet henviser togpassagererne til Midttrafiks busser.

Problemet er blot, at de kører ustabilt i øjeblikket i Odder-området, fordi det er svært at skaffe chauffører.