Fartalarmer får ikke bilister til at sænke farten på vejene

Rådet for Sikker Trafik frygter, at fartalarmer får bilister til at trykke sømmet i bund.

(ARKIVFOTO) I denne uge har politiet sat ind med fartkontrol på over 200 strækninger rundt om i landet. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2013) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Et stigende antal danskere griber til lommerne og køber fartalarmer til bilen, så de kan undgå politiets blitz. Inden bilisterne når fartkontrollen, bipper alarmen, så de i tide kan lette foden fra speederen og slippe for en fartbøde eller et klip i kørekortet.

Men hastigheden bliver ofte kun nedsat for en kort stund, fortæller Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Vi har testet det. Vi prøvede at sætte et skjult hold med lasermålet et antal meter fra en fotovogn, efter at have set, at fotovognen var blevet registreret i fartalarmen. Resultatet var klart. Alle dem, der ikke var blevet blitzet ved fotofælden, blev taget med laseren.

Advarsel

Saphe og Ooono, der står bag de mest kendte trafikalarmer, har tilsammen mere end 300.000 aktive brugere i døgnet, der advarer hinanden om kontrol på vejene.

Hvis politiets kontrol allerede er registreret af en bruger, giver den lille alarmboks lyd fra sig, så snart andre brugere nærmer sig stedet.

Med et enkelt tryk på alarmen, kan bilister bekræfte, at kontrollen fortsat er der - brugere kan også advare andre, hvis de er først til at spotte en fotovogn eller betjent med hastighedsmåler på en given strækning.

At folk i stigende grad bliver bevidste om, præcis hvor politiets fartkontroller gemmer sig, bekymrer Rådet for Sikker Trafik. Dokumentationschef Jesper Sølund mener, at fartalarmernes advarsler kan få bilister til at trykke sømmet i bund.

- Det er sjældent man hører nogen tale om, at alarmen er et godt redskab til at overholde fartgrænsen. Resultatet af sådan en alarm kan hurtigt blive, at bilister kører som de vil, når de hele tiden kan se fartkontrollernes placering, og risikoen for at få en bøde bliver lavere, siger han.

Bevidsthed om fart

Der er intet ulovligt i at bruge advarselsværktøjer til at holde sig informeret om, hvor fotovognene er placeret, eller hvor betjentene ligger på lur.

Freddy Sørensen, indehaver af virksomheden Saphe, mener heller ikke at en trafikalarm giver anledning til at sætte farten op. Tværtimod.

- En Saphe bipper, når du sætter dig ind i bilen. Det minder bilisterne om, at de skal holde hastighedsgrænsen på deres køretur. Og igen, når fartkontrollen er nær. Hver gang man får folk til at sætte farten ned, er det også et gode for trafiksikkerheden, siger Freddy Sørensen.

Brug en GPS

Politiet har i denne uge sat ind med fartkontrol på over 200 strækninger rundt om i landet for at holde et ekstra vågent øje med de hurtige bilister.

Og selvom din fartalarm sikkert ved, hvor kontrollen befinder sig, opfordrer Rådet for Sikker Trafik til at tage metoder i brug, der kan sikre, at hastighedsgrænserne overholdes hele tiden. Ikke kun når kontrollen er tæt på.

- Hvis man går ind for trafiksikkerhed, er langt mere effektivt at have en GPS med hastighedskort, der giver signal, hvis man kører for stærkt på strækningen, siger rådets dokumentationschef, Jesper Sølund.

Facebook
Twitter