Farvel Danmark: Rekordmange asylansøgere rejser frivilligt hjem

Kriser hos familie i hjemlandet og falske forventninger til livet i Europa er blandt forklaringerne på, at flere asylansøgere tager en returbillet til hjemlandet.

Sidste år rejste 532 asylansøgere fra Danmark til deres hjemland, og det er mere end en fordobling sammenlignet med antallet af frivillige hjemrejser i 2015.

Rekordmange asylansøgere kom til Danmark i 2015, men nu forlader rekordmange fra særligt Mellemøsten frivilligt landet igen.

Sidste år rejste 532 asylansøgere tilbage til deres hjemland, og det er mere end en fordobling sammenlignet med antallet af frivillige hjemrejser i 2015.

Det viser tal fra FN's danske kontor for migration, IOM, som kan tilbyde at betale flybilletter og ordne de praktiske detaljer for asylansøgere, der enten frafalder deres asylansøgning eller er blevet afvist asyl i Danmark og ønsker at komme hjem.

Størstedelen rejser midt i asylsag

Omkring tre ud af fire - altså langt størstedelen - af de hjemrejste asylansøgerne forlod Danmark, inden der var taget endeligt stilling til, om de kunne få asyl i Danmark eller ej.

Og det er første gang, at IOM har hjulpet så mange frafaldne asylansøgere med hjemrejsen.

- Vi hører ofte forklaringer om, at et familiemedlem i hjemlandet er blevet syg, et barn er blevet indlagt på hospitalet, eller der er en slægtning, som ligger for døden, siger Jacob Jørgensen, program- og forbindelsesofficer ved IOM i København.

Hos Dansk Flygtningehjælp, som tilbyder rådgivning til mange af de asylansøgere, der overvejer at vende hjem, genkender man billedet af et stigende antal hjemrejser.

- I 2015 og 2016 var der helt klart flere opkald, end vi har oplevet tidligere. Nogle rejser, fordi de på grund af sygdom er bekymrede for deres familier i hjemlandet. Andre tager hjem for at hjælpe familien, hvis den har problemer med myndighederne i hjemlandet, siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

Falske drømme brast

Det er ikke kun familiekriser, som trækker asylansøgerne hjem. En del af de frivilligt hjemrejste, som IOM har talt med, kom ifølge Jacob Jørgensen til Danmark med falske forventninger til livet i Europa.

- Den historie om Danmark, de var solgt af en menneskesmugler eller andre, har vist sig ikke at være sand. Det var for eksempel ikke så nemt at få ophold, som man havde håbet. Og så har man besluttet sig for, at det trods alt var bedre at rejse hjem end at sidde og falde hen i et asylcenter, siger Jacob Jørgensen.

Skuffelsen over virkeligheden som asylansøger i Danmark er man også stødt på i Dansk Flygtningehjælps rådgivning.

- Vi møder frustrationen over at sidde meget lang tid i et asylcenter og ikke vide, hvor lang tid der går. Mange oplever ventetiden som utrolig vanskelig, siger Eva Singer.

Flygtningehjælp: Fint, de rejser, hvis ikke de vil søge asyl

Man kan også vælge at tolke de her tal som et udtryk for, at mange af de her asylansøgere reelt set ikke havde brug for hjælp. Hvad tænker du om det?

- For det første ved vi ikke med sikkerhed, om de faktisk havde brug for hjælp, men opgav asylansøgningen af andre grunde. Nogle af dem kan også være rejst tilbage og forladt deres hjemland igen med det samme for at søge asyl et andet sted. Men derudover vil jeg sige, at hvis folk ikke ønsker at søge asyl i Danmark, så er det jo fint, at de rejser tilbage igen, siger Eva Singer

Tusindvis forlader Europa

Tendensen ses også i andre europæiske lande.

For eksempel viser tal, DR har fået af IOM, at flere end 1.600 asylansøgere frivilligt forlod Norge i løbet af 2016, og fra Finland rejste flere end 2.100 frivilligt til hjemlandet.

Samtidig viser en ny rapport med særligt fokus på irakiske asylansøgere fra Mixed Migration Platform, en sammenslutning af interesseorganisationer, herunder Dansk Flygtningehjælp, at alene antallet af irakiske asylansøgere i Europa, som frivilligt rejste hjem med IOM i første halvår af 2016, løb op i 7.000 personer.

Hvor mange penge får asylansøgere for at rejse hjem?

  • Asylansøgerne får som udgangspunkt ikke andet fra IOM end praktisk hjælp og en betalt billet til hjemlandet.

  • De afviste asylansøgere har desuden mulighed for at søge Danmark om højst 5.000 kroner pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for familiens erhverv i det pågældende tredjeland.

  • Der blev i marts 2015 lanceret et program, hvor asylansøgere, som havde søgt asyl i Danmark inden 19. marts 2015 kunne få op til 20.000 kroner per voksen og op til 10.000 kroner per barn for at rejse hjem. Asylansøgere indrejst efter denne dato er ikke omfattet af ordningen og kan dermed ikke få andet støtte end evt. lommepenge og billetterne betalt af IOM.

  • De asylansøgere og afviste asylansøgere, som rejser frivilligt hjem, er ikke omfattet af muligheden for såkaldt repatriering, en ordning, der giver udlændinge med opholdstilladelse i Danmark mulighed for at få 130.000 kroner, hvis de vælger at rejse hjem.

  • Denne ordning blev sidste år benyttet af 300 personer, som ikke er talt med i statstikken for hjemrejste asylansøgere. Bosniere (36 personer) og tyrkere (66) var blandt de nationaliteter, som især tog imod repatriering i 2016.

  • Kilder: IOM, Udlændingestyrelsen og Udlændingeloven

Facebook
Twitter