Farvel til ferie og stigende smittekurver får Sundhedsstyrelsen til at anbefale mundbind

Øget aktivitet i samfundet og flere smittede er baggrunden for anbefalingen om mundbind.

Antallet af registrerede tilfælde er vokset støt de seneste uger. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I Danmark har sundhedsmyndighederne været mere tilbageholdende med at anbefale mundbind end myndighederne i andre lande.

Så sent som i begyndelsen af sidste uge sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at mundbind i det offentlige rum "giver ingen mening i den nuværende situation".

Men i fredags var meldingen fra styrelsen så, at man anbefalede brug af mundbind i myldretiden i den kollektive trafik.

Hvad ændrede sig på så få dage?

- Der er ikke som sådan enkelte ting, der har ændret sig. Men det er en samlet vurdering af, hvordan smitten udvikler sig, som vi løbende følger med i, og hvor vi forestiller os, hvad der kommer til at ske, fortæller Dan Brun Petersen, konstitueret centerchef i Sundhedsstyrelsen, i P1 Morgen.

- Nu kan vi kigge frem mod, at flere vender tilbage fra ferie og skal tilbage på arbejde. Derfor vurderer vi en øget aktivitet blandt befolkningen og derfor også flere situationer, hvor det kan være sværere at holde afstand.

Flere og flere smittede

Der er registreret nye tilfælde i 70 af landets 98 kommuner i løbet af den seneste uge, og antallet af registrerede tilfælde er vokset støt de seneste uger.

- Der er en let øgning af antallet af smittede, og der er øget aktivitet i samfundet. Der er flere muligheder for, at man kan blive smittet, og derfor mener vi nu, at det er et godt tidspunkt at komme med den her anbefaling om at bruge mundbind, siger Dan Brun Petersen.

Allerede den 6. juni kom Verdenssundhedsorganisationen, WHO, med sin anbefaling om at bruge mundbind på blandt andet indkøbsture og i den kollektive trafik.

- Den helt store forskel er, at WHO giver nogle helt generelle anbefalinger til hele verden, som skal tilpasses de lokale forhold. Danmark har jo været i en situation - og er det stadig - hvor vi har rigtig god kontrol over epidemien. Derfor har vores vurdering været, at det ikke har været nødvendigt at udvide anbefalingen, siger Dan Brun Petersen.

Samlet set er 13.996 i Danmark bekræftet smittet med coronavirus og 616 personer med smitten er døde.

Facebook
Twitter