Fattigrøvene dropper udlandspraktik

Næsten syv ud af ti studerende, der tager i praktik i udlandet, får ikke løn for deres arbejde. Fattige studerende bliver derfor hjemme, viser undersøgelse.

Fattige studerende kan ikke tage udlandspraktik (Foto: Colourbox © Colourbox)

Næsten syv ud af ti studerende, der tager i praktik i udlandet, får ikke løn for deres arbejde, skriver Urban. Fattige studerende bliver derfor hjemme, viser undersøgelse. Det lige uddannelsessystem er sat ude af kraft, lyder det.

Har du penge, kan du få udlandspraktik, har du ikke, kan du blive herhjemme. Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse blandt knap 1.900 studerende foretaget af Dansk Magisterforening, og som bliver bragt i DMstud.

Kun for velhavere

Det er nemlig kun de mest velhavende studerende, der har råd til at tage i praktik i udlandet. For hele 67 procent af de studerende får ikke løn under deres praktik, og mere end hver tiende får ikke SU med til udlandet.

»Når det kun er dem med den største pengepung, der kan komme i praktik i udlandet, har vi en meget skæv fordeling,« siger Kasper Ditlevsen, der er formand for DM Studerende.

Han mener, at det er problematisk, at det derfor oftest vil være de velhavendes børn, der tager i praktik i udlandet.

»Det skaber en kløft mellem rig og fattig. Og så er vi virkelig på vej væk fra et gratis uddannelsessystem,« siger han til urban.

Praktik er vigtig

Netop praktik er nemlig blevet en vigtig del af universitetsuddannelserne, mener Kasper Ditlevsen. For i takt med at konkurrencen blandt nyuddannede er skærpet, er det også blevet mere og mere afgørende, at man har erhvervserfaring på sit cv.

»Snart forventer arbejdsgiverne måske ligefrem, at man har været i udlandspraktik. Dermed bliver de studerende, der ikke har råd til at tage i udlandspraktik, devalueret på arbejdsmarkedet,« siger han.

Vigtigt at komme udenlands

RUC mener prorektor Hanne Leth Andersen, at det er vigtigt for de studerende at komme til udlandet. Hvorvidt det er rimeligt eller ej, at langtfra alle oplever at have råd til en udlandspraktik, vil hun ikke tage stilling til. Men at udlandet er en studiemæssig fordel, tvivler hun ikke på.

»Vi har brug for udsyn, for det er en del af den dannelse, der bør høre med på et studie. Så vi kan kun anbefale alle studerende at rejse ud,« siger hun.

Selvom man hverken har en rig onkel i Amerika eller en stor opsparing i banken, bør man dog ikke fortvivle. Udlandet kan stadig sagtens kombineres med studiet. Enten kan man søge legater, eller også kan man time sit udlandsophold, så der følger penge med.

Mulighed for SU

»De, der ikke har råd til at arbejde gratis i udlandet, må i stedet tage et semester af deres uddannelse i udlandet. Så får de deres SU med. Jeg kan kun anbefale, at man kommer til udlandet i sin studietid,« siger Hanne Leth Andersen til Urban.