FE advarer om risiko: Rusland spionerer målrettet mod Danmark

Spændinger i det arktiske område samt ved Østersøen kaster skygger, skriver Forsvarets Efterretningstjeneste i årlig vurdering.

Rusland har 'markant' øget antallet af enheder mod vest. På nogle områder er det russiske militær en moderne, højteknologisk modstander overlegen, konstaterer FE. (Foto: (Grafik) Katrine Holst)

Rusland spionerer målrettet mod Danmark. Både gennem telefonaflytninger, cyberangreb og mere klassiske værktøjer fra spion-værktøjskassen, hvor kilder hverves til at afsløre hemmeligheder.

Det skriver Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin årlige risikovurdering, der udkommer tirsdag.

Det er blandt andet Danmarks status som arktisk nation samt spændinger mellem Rusland og forsvarsalliancen Nato i Østersøområdet, der volder problemer.

- Vi vurderer, at der er en høj og vedvarende spionagetrussel mod danske organisationer, danske myndigheder og også en række danske virksomheder, siger Anja Dalgaard-Nielsen, der er chef for efterretningssektoren ved FE.

Hvordan kan det lade sig gøre, at Rusland kan aflytte danske telefoner?

- Rusland har en vældig stor kapacitet til både at gennemføre klassisk agentvirksomhed og cyberspionage.

Er det noget FE konkret har afsløret i løbet af det seneste år?

- Vi kommer ikke ind på den slags i vores uklassificerede vurderinger. Men det er klart, at når vi skriver det på den måde er det selvfølgelig fordi, vi har en grund til at skrive det, siger Anja Dalgaard-Nielsen.

FE sætter fokus på trusler

Formålet med FE’s årlige risikovurdering er at sætte fokus på trusler og sikkerhedsmæssige udfordringer, der påvirker Danmark.

- Og på den måde bidrage til en oplyst og informeret debat, begrunder Anja Dalgaard-Nielsen.

Sammenlignet med tidligere udgivelser har efterretningstjenesten i år skruet op for advarselslamperne angående Rusland.

- Vi bruger flere kræfter på at beskrive Ruslands virkemidler, den oprustning og modernisering af de væbnede styrker, vi har set i flere diskrikter. Det er en bekymrende udvikling, siger sektor-chefen.

Stærkt russisk militær bekymrer

Blandt andet skriver FE, at Rusland efter fem års oprustning og modernisering af militæret nu har nået et niveau, hvor man visse steder er jævnbyrdig med forsvarsalliancen Nato.

- Russiske styrker i dag har en endog meget høj kvalitet, som på nogle områder også er moderne, højteknologiske modstandere overlegen, konstaterer FE.

Anja Dalgaard-Nielsen uddyber, at det særligt gælder Østersøområdet, hvilket gør det til en situation, der kaster skygger over Danmark.

- Det er ikke fordi vi vurderer, at Rusland ønsker krig med Nato. Det gør vi ikke. Rusland ønsker ikke krig med Nato. Men det bekymrer os, at den russiske ledelse har dyb, dyb mistillid til vesten og vestens motiver og derfor er der risiko for fejlfortolkninger og utilsigtet eskalation. Det er først og fremmest vores bekymring, siger hun.

Skulle det komme til en krise eller et regulært slagsmål konstaterer FE, at Rusland lige nu er den stærkeste i Østersøområdets skolegård.

- I den første fase af en potentiel konfrontation med Nato betyder det, at Rusland nu har en fordel, fordi de kan forhindre forstærkninger fra andre Nato-lande i at nå frem til området, siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Danmark i arktisk søgelys

Danmarks status som arktisk stat påvirker også trusselsbilledet, beskriver FE.

Rusland har, blandt andet for at forsvare sine nordlige grænser, placeret mere militært isenkram i det arktiske område.

Et skaktræk USA har reageret på ved at følge trop og sende blandt andet bombefly mod nord.

Det betyder, at det arktiske område er blevet mere konfliktfyldt, forklarer Anja Dalgaard-Nielsen.

- En aktør som Rusland har på godt dansk en interesse i at sætte lus i Rigsfællesskabets skindpels. Det var nok det, vi så et eksempel på i 2019, hvor en amerikansk senator modtog et forfalsket brev, der lagde op til et øget samarbejde mellem Grønland og USA til skade for Danmark.

Det er en særlig form for påvirkningsoperationer, som der meget vel kan komme flere af, lyder vurderingen. Samtidig er der en forventning om, at der vil blive spioneret mod Forsvarets aktiviteter i og omkring Grønland.

- Vi vurderer at den risiko er ganske betydelig og vi ser ind i en periode med øgede spændinger, hvor risikoen vil stige yderligere. Rusland bruger både helt klassiske metoder til at spionere og bruger deres cyber-kapacitet meget aktivt, siger FE-sektorchefen.