FE: Cyberkrig største trussel mod Danmark

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er digitale angreb en større trussel mod Danmark end terror.

(Foto: Colourbox)

Storstilede cyberangreb der lammer vigtig digital infrastruktur er en stigende trussel.

Ifølge en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste er cyberangreb nu den største direkte trussel mod Danmarks sikkerhed. Det skriver Berlingske.dk.

- Der er en stigende trussel mod Danmark i cyberspace. I takt med, at vi bliver mere digitaliserede, bliver vi også mere sårbare, og derfor kræver truslen fra cyberspace mere opmærksomhed, siger Thomas Ahrenkiel, der er chef for FE til Berlingske.dk.

Under kostante angreb

Ifølge FE-chefen er danske interesser og danske myndigheder mere eller mindre konstant er under angreb i cyberspace. Angrebene håndteres først og fremmest af de enkelte myndigheder selv.

- Men der er også mere alvorlige og målrettede angreb. Vi er vidende om, at der er stadig flere alvorlige angreb i cyberspace mod danske interesser, siger Thomas Ahrenkiel, der peger på, at angrebene rettes både mod myndigheder og private virksomheder.

Her forsøger man at stjæle intellektuel ejendomsret, viden, forskningsresultater eller forretningshemmeligheder.

Angreb mod ministerium

Ifølge FE var der eksempelvis i foråret et målrettet angreb mod Erhvervs- og Vækstministeriet, der fik lammet sine it-systemer.

Under angrebet, der blev afværget, forsøgte hackere at få adgang til de net, som giver adgang til forskellige styrelser og departementer.

- Man forsøgte at skabe sig et overblik over infrastrukturen bag de forskellige net under ministeriet, og man forsøgte at få adgang til brugernavne og passwords, siger Thomas Ahrenkiel til Berlingske.dk.

I forbindelse med det kommende forsvarsforlig ventes det, at der afsættes betydelige ressourcer til netop digitale angreb.

/ritzau/

Facebook
Twitter