FE: "Vi overholder loven"

Forsvarets Efterretningstjeneste vil ikke bekræfte oplysninger om aflytningsaftale med USA

Forsvarets Efterretningstjeneste vil ikke udtale sig om de oplysninger, der er kommet frem om den formelle samarbejdsaftale med USA om aflytninger.

Det meddeler tjenestens kommunikationsmedarbejder torsdag aften i en mail:

- Vi må henholde os til, hvad vi også tidligere har svaret om emnet: FE har et tæt samarbejde med en række andre landes efterretningstjenester.

- Som et lille land er vi helt afhængige af et godt og tæt samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. FE kan imidlertid ikke kommentere på, hvorvidt vi har et samarbejde med en bestemt partner eller det konkrete indhold af et sådant samarbejde, skriver kommunikationsmedarbejderen.

Der er et formaliseret samarbejde mellem Danmark og USA og Danmark er såkaldt tredjepartner til "Five Eyes"-samarbejdet.

Dokument fremlagt på svensk tv

Det fremgår af et dokument, som Uppdrag Granskning har fremlagt på SVT i forbindelse med en dokumentarudsendelse om det svenske samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste.

Dokumentet stammer fra whistlebloweren Edward Snowden og er udleveret til det svenske dokumentarhold af journalisten Glenn Greenwald, der er i besiddelse af alle Snowdens dokumenter.

- Enhver form for samarbejde med udenlandske efterretningstjenester sker i overensstemmelse med dansk lovgivning, skriver Forsvarets Efterretningstjenestes kommunikationsmedarbejder i mailen til DR.