Feberramt sygeplejerske på kræftafdeling: 'Hvorfor bliver vi ikke testet?'

Sygeplejersker melder sig syge, men bliver ikke testet på trods af nye retningslinjer.

Sygeplejersker og personale på plejehjem oplever at blive afvist, selvom de har symptomer, og gerne vil testes i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Arkivfoto. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

- Jeg er uforstående overfor, hvorfor vi ikke kan blive testet, når vi arbejder i kritiske funktioner i

sundhedsvæsenet
. En læge har henvist mig til at blive testet for coronavirus, men jeg bliver
afvist
på hospitalet, der skal teste.

Sådan lyder det fra en sygeplejerske, der i en uge har været hjemme med feber og hoste.

Hun har været i tæt kontakt med to patienter, der er konstateret positive for smitte med coronavirus. Siden i fredags har hun været sendt hjem fra arbejde med symptomer på netop coronavirus, og hun har siden mandag forsøgt at blive testet for coronavirus.

Da

Sundhedsstyrelsen
i onsdags præsenterede nye retningslinjer for, hvornår man tester medarbejdere i sundheds- og ældresektoren, øjnede hun en ny mulighed for at blive testet.

I retningslinjerne står der, at medarbejdere i kritiske funktioner i

sundhedsvæsenet
kan blive testet, selvom de kun udviser milde symptomer, hvis det er hensigtsmæssigt, at medarbejderen bliver meldt rask hurtigere.

Lige meget har det

tilsyneladende
hjulpet.

- Torsdag ringer jeg til min egen læge, der siger, at jeg godt kan blive testet, og at det vil være fornuftigt, fordi jeg arbejder i en kritisk funktion, fortæller hun.

Sygeplejersken arbejder på en onkologisk afdeling - altså en afdeling for patienter i kemoterapi. Hun vil gerne være

anonym
, da hun frygter, at kritikken kan få konsekvenser for hendes arbejde.

DR
er bekendt med hendes navn, hendes tjenestested og de kliniske notater forbundet til hendes sag.

Vil kunne komme hurtigere tilbage på arbejde

Hun blev henvist fra sin egen læge til at blive testet på en af de infektionsmedicinske afdelinger, der netop står for at udføre test for coronavirus.

Men derfra stoppede processen. Hun fik tidligt i går aftes besked om, at hun ikke testes for nu, men kan kontakte afdelingen igen, hvis hun får det værre. Hun fik samtidig at vide, at hun fortsat skal blive væk fra arbejde. Det skal hun, indtil hun har været symptomfri i 48 timer.

- Jeg bliver en smule provokeret over det, fordi vi står i et erhverv, hvor vi ikke kan stå stille. Jeg ville have det forfærdeligt, hvis jeg smittede nogle af mine patienter, som ikke kan holde til det, siger hun.

Den manglende test er også problematisk på andre måder.

- Hvis jeg blev testet negativ, ville jeg kunne komme tilbage på arbejde hurtigt. Hvis jeg bliver testet positiv, og jeg har haft corona, kan jeg ikke blive syg af det senere eller smitte videre, når jeg er blevet rask.

- Så kunne man bruge mig fuldt ud. Vi har ikke ressourcer til, at vi melder os syge uden at være meget syge, siger hun.

Mange sygemeldinger på hospitaler

Sygeplejerskens sag er ikke enestestående.

Dansk Sygeplejeråd, der er

fagforening
for landets sygeplejersker, har siden onsdag været i kontakt med flere sygeplejersker på både hospitaler og plejehjem, der ikke bliver testet, selvom de har symptomer som hoste og feber.

- Det betyder, at rigtig mange bliver sygemeldt i disse dage på både hospitalerne og i ældresektoren, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

De skal i tråd med Sundhedsstyrelsens tidligere

retningslinjer
blive hjemme i to
døgn
, efter at deres symptomer er væk.

- Der ville testen være rigtig god, så man kan blive afklaret på, om det er corona eller en helt almindelig mindre snue. Hvis de ikke er smittet med corona, vil de rent faktisk kunne komme hurtigere på arbejde, siger Grete Christensen.

- Jeg kan overhovedet ikke give tal på det, men jeg har en bred fornemmelse. Jeg har fået

henvendelser
fra mange forskellige steder i løbet af i går, at det er et udtalt problem. Det synes jeg, at vi bør gøre noget ved meget hurtigt, tilføjer hun.

Af Sundhedsstyrelsens

retningslinjer
fremgår det, at medarbejderne med en negativ test i hånden vil kunne vende tilbage til arbejde, selvom de stadig har milde symptomer fra de øvre luftveje.

Det er netop det, den feberramte sygeplejerske vil, når det værste har lagt sig.

Det undrer mig, at du som sygeplejerske med kontakt til patienter vil på arbejde, når du stadig er sløj?

- Det er normal praksis. Det har altid været sådan, at man tager et par Panodil og tager på arbejde. Du skal sørme være syg for at lade være med at gå på arbejde, for hverdagen kan ikke hænge sammen, hvis du lægger dig syg.

- Nu er vi nødsaget til at melde os syge med hoste og hovedpine, og det kan afdelingerne simpelthen ikke holde til.

Problemet er også på plejehjem

Det er ikke kun de ansatte på landets hospitaler, der løber panden mod en mur, når de forsøger at blive testet for coronavirus.

Det gør ansatte på landets plejehjem også, fortalte Ulrik Ahrendt-Jensen, direktør i OK-fonden, der driver 16 plejehjem, hospices og socialpsykiatriske hjem i Danmark og beskæftiger 2.300 ansatte i hele landet, i går aftes.

Personale, der har henvendt sig med milde symptomer, er blevet blankt

afvist
.

- Det er cirka 40 personer, vi har forsøgt at få testet. Det er alle medarbejdere i kritiske funktioner, det vil sige folk, der er med i den direkte nødvendige pleje, siger Ulrik Ahrendt-Jensen.

Først i går aftes lykkedes det for to af de ansatte, der havde kraftige symptomer, at blive testet.

Overlæge i

Sundhedsstyrelsen
Bolette Søborg understreger, at man 'selvfølgelig er meget omhyggelige med at passe på denne personalegruppe'.

- Vi har hørt fra begge sider, både dem, der skal henvise, og dem, der skal modtage, at der er nogle spørgsmål og ting, der skal implementeres.

- Vi har blandt andet sendt breve ud til dem, der forklarer, hvad det er for nogle symptomer, man kan henvise. Netop for at afklare eventuelle bekymringer eller uopklaretheder, siger hun.

Hun understreger samtidig, at der ikke er nogen, der har krav på at blive testet.

- Det er aldrig sådan i den her verden, at der er noget, man er berettiget til. Man er berettiget til at få en vurdering af en læge. Det er derfra, man bliver videre henvist, og også der vil det være en vurdering, siger Bolette Søborg.