Februar står til at blive usædvanlig kold

DR's vejrvært forventer få dage over 0 grader i resten af februar.

(© Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard (foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix))

Vinteren har fået et solidt tag i Danmark, og store dele af landet står til yderligere sne og fygning i dag.

Særligt den sydøstlige del af Jylland og den vestlige del af Fyn har hele formiddagen fået store mængder sne, og på Bornholm råder man fortsat folk til at holde sig fra unødig kørsel på grund af det voldsomme vejr.

Og det er ikke uden grund, at sneen fyger og tænderne klaprer i det danske land.

Februar er nemlig med hastige og iskolde skridt på vej mod at blive en noget koldere måned, end vi er vant til.

- Hvis prognosen for februar holder, som vi har en forventning om, at den gør, bliver det her en februar, der ligger noget under klimanormalen for de seneste 30 år, siger Simon Brix, der er vejrvært hos DR Vejret.

  • I går var det sydlige Sjælland hårdt ramt af både snefald og fygning. Derfor måtte tunge maskiner tages i brug nær Rønnebæk ved Næstved. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Der er allerede nu faldet væsentligt mere sne end sidste år, lyder det fra DR's vejrmand Simon Brix. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Det kolde vejr skyldes, at højtryk med koldluft dominerer over Nordeuropa, mens de dybe lavtryk med regn, blæst og mildere luft holder sig ude over Atlanten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • I store dele af landet er der faldet sne, og når det samtidig blæser, giver det fygning. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Selvom det voldsomme snevejr giver kulde og kan gøre køreturen besværlig, så byder den også på smukke stunder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
1 / 5

Faktisk tyder prognoserne på, at vi skal kigge ret langt efter dagene, hvor termometeret bevæger sig fra blåt til rødt.

- Vi kan få få dage over frysepunktet, men vi kommer altså overvejende til at have en kold måned forude, forklarer Simon Brix.

Særligt februars nætter vil komme til at trække tænder ud.

- Vi forventer, at kulden holder ved. Vi står til at få nogle meget kolde nætter i løbet af februar, der kan snige sig helt ned på tocifrede frostgrader, siger Simon Brix.

Sneflokke kommer vrimlende

Indtil videre er der faldet 14 centimeter sne i 2021, hvilket er mere sne end hele sidste år. Det er altså i den grad et hvidt år, vi er trådt ind i.

- Der er markant mere sne i år i forhold til sidste år. Der falder mere sne, og de lavere temperaturer gør, at sneen lægger sig med det samme. Samtidig tør den jo heller ikke, siger Simon Brix.

Samtidig forudser DMI, at vi skal til at vænne os til den bidende kulde og den daglige glæde over vores vinterdæk.

- Sandsynligheden er fortsat øget for, at vi får perioder med koldt og vinterligt vejr de kommende måneder. Dermed kan foråret have lidt svært ved at komme ud af starthullet i marts måned, skriver DMI på deres hjemmeside.

Det er dog endnu for tidligt at sige noget om, om denne vinter kommer til at sætte rekorder, da december 2020 var meget varm, forklarer Simon Brix.

Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen, at februar så ud til at blive den koldeste måned siden 1960. Det er ikke korrekt. Derudover er det tidligere fremgået, at middeltemperaturen ikke siden 1960 har været under 0,1 grad. Det har den været blandt andet i 2018.

Rettelse klokken 14.17: Det fremgik det også af artiklen, at prognosen viste, at vi ikke ville få dage over frysepunktet i februar. Dette er forkert og er derfor også rettet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter