For fed til rynker

Lidt ekstra på sidebenene får folk til at se yngre ud - det viser en undersøgelse blandt 186 par enæggede tvillinger.

Hvilken tvilling ser yngst ud? Det gør den, der er mest fed, lyder svaret i en amerikansk undersøgelse.

Er du over 40 år, og hænger ansigtet efterhånden lidt mere, end det skulle, så kan ekstra smør på brødet være en midlertidig løsning.

Forskning fra USA viser nemlig, at et par kilo ekstra på sidebenene får folk til at virke yngre.

186 par enæggede tvillinger

En forskergruppe ved Case Western Reserve University i Cleveland i USA har bedt udenforstående bedømme alderen på 186 par enæggede tvillinger, og konklusionen er temmelig entydig.

Når tvillingerne er over 40 år, bliver den tungeste næsten hver gang bedømt til at være flere år yngre.

Strammer rynkerne væk

- Der skyldes, at fedtet ophober sig under huden, så den bliver strammet op. Det fylder så at sige rynkerne ud, siger professor Peter Bjerring, der er ekspert i hudsygdomme og leder af Privathospitalet Mølholm.

Han vil dog ikke gå så langt som til at anbefale, at folk spiser ekstra mayonnaise for at komme rynkerne til livs.

Pas på ikke at komme i klub 100

Skal effekten opretholdes, kræver det nemlig mere end almindeligt god appetit.

- Der sker det, at huden langsomt udvider sig, og så kommer rynkerne igen. Så skal der lige to kilo mere til, og så udvikler det sig pludselig helt ustyrligt, så man kommer i klub 100, før man ser sig om, siger han til metroXpress.