I USA bruger man ofte sukkertypen 'high fructose corn syrup', der er udvundet af majs. Og industrien er vilde med det.
Det er nemlig billigere end roe- og rørsukker, det er sødere – og så er det nemmere at arbejde med, da det er flydende og ikke kan krystallisere.
Alle kvoter gives fri
Sukkertypen har hidtil været kvotebelagt i EU, men fra 2017 gives alle kvoter fri, og det får Per Bendix Jeppesen, der forsker i diabetes og fedme på Århus Universitet til at slå alarm:
- Det er rigtig skidt. Det er velkendt, at det har medført en regulær fedmeepidemi i USA, siden det blev indført. Vi har afprøvet det på rotter, og det viser meget stor risiko for fedtlever og diabetes, siger Per Bendix Jeppesen, der frygter, at industrien i Europa også vil kaste sig over det.
- Hvorfor skulle de ikke det – det er jo både nemmere og billigere, siger AU-forskeren.
Går direkte i blodet
Problemet er, at high fructose corn syrup primært består af en særligt farlig fruktose (monosakkarider), der allerede er nedbrudt, så den går direkte i blodet, forklarer han.
High fructose corn syrup findes allerede i Danmark – oftest i rugbrød og kager. Men det er i mindre mængder.
Det bliver først rigtig alvorligt, når det for eksempel bruges i læskedrikke, hvor man indtager store mængder i flydende form, forklarer Per Bendix Jeppesen, forsker på AU.
Diabetesforeningen: Ikke godt nyt
Den oplysning er man bestemt ikke glad for i Diabetesforeningen.
- Det er bestemt ikke godt nyt. For netop fruktosen er under stor mistanke for at give diabetes, siger Henrik Nedergaard, der er administrerende direktør i Diabetesforeningen og understreger, at det kan blive et stort problem i specielt drikkevarer.
- Der er 320.000 danskere med diabetes allerede i dag. Og det tal vil være fordoblet om ti år. Derfor er der behov for at træde på bremsen og ikke på speederen – EU må i hvert fald sørge for grundige studier, før fruktosen eventuelt gives fri, tilføjer han.
Spørgsmål til EU-Kommissionen
Christel Schaldemose, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, har ikke været opmærksom på high fructose corn syrup:
- Hvis forskeren har ret, så er det stærkt bekymrende. Det sidste, EU står og mangler, er flere diabetikere, siger Christel Schaldemose.
Hun har nu stillet spørgsmål til EU-Kommissionen for at høre, om de er opmærksomme på high fructose corn syrup, og hvad man vil gøre ved det.