Fedtbjerg i London skræmmer: 'Hold julefedtet fra kloakken'

Vi er ikke så slemme som briterne, men vådservietter, vatpinde og kondomer skal ikke i afløbet.

Fedtet fra juleanden eller flæskestegen sætter sig ikke kun på sidebenene. Alt for mange danskere hælder fedtet ud i vasken, og det tilstopper kloakkerne. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I London har

myndighederne
knoklet i ni uger for at fjerne et kæmpe fedtbjerg i
Londons
kloakker.

Det 250 meter lange og 130 ton tunge fedtbjerg bestod af blandt andet vådeservietter, bleer, kondomer og fedt.

Ting som englænderne har skyllet ud i toiletter og håndvasken i stedet for at smide i skraldespanden.

Det enorme fedtbjerg i London er ekstraordinært, men vi danskere har ingen grund til at pudse glorien, lyder det fra Karsten Bjørno, kommunikationschef i vandsektorens brancheorganisation

Danva
.

- Mange danskere har en utrolig dårlig vane med at skylle vådservietter, vatpinde og kondomer ud i toilettet. Det er et problem, fordi de skaber stopper vores afløb og kloakkerne, siger han til

DR
Nyheder.

Det genkender man i Hofor, der er hovedstadens forsyningsselskab.

- Vi rykker med jævne mellemrum ud og må fjerne store fedtklumper. For udover vådservietter og den slags ting, så hælder danskere utrolig meget fedt i håndvasken. Det kan kloakkerne ikke klare, siger Astid Skotte, pressechef i Hofor.

Videoen herunder er en optagelse af det 130 ton fedtbjerg i London.

Det er særlig slemt i julen

Især juletiden er slem for kloakkerne, siger Astrid Skotte.

- Alt for mange danskere hælder fedtet fra juleanden eller flæskestegen direkte ud i håndvasken. Det skaber problemer i folks egne afløb, men også i kloakkerne, hvor det går ud over os alle sammen.

Konsekvensen er, at forsyningsselskaberne skal bruge tiden på at fjerne tilstoppelser i stedet for at rense spildevandet, renovere kloakkerne og klimasikre lokalområdet.

- Vi skal oppe os i forhold til at blive endnu bedre til at smide eksempelvis tamponer og kondomer i skraldespanden og sørge for, at vi kommer af med julefedtet på den rigtig måde, siger hun.

Karsten Bjørno fra

Danva
er også særlig bekymret for kloakkerne her op til Mortens Aften og julen.

- Julemaden er ekstra fedtet, og det kan man tydeligt mærke i kloakkerne. Og når vi ikke kan finde ud af at komme af med fedtet på den rigtige måde, så går det ud over os alle sammen, siger han.

Kun tre ting i toilettet

Vores dårlige vaner fik tidligere på året en række forsyningsselskaber til at slå sig sammen om en kampagne, der hedder 'Kun tre ting i toilettet'.

For toilettet er ikke en skraldspand, og det må kun bruges til lort, pis og toiletpapir, som

kampagnen
forsøger at slå to streger under.

I værste tilfælde kan vi ellers ende med kæmpe fedtbjerg som i London, lyder det fra

Danva
.