Fejl i folkeskolens skriftlige biologieksamen

Over 20.000 folkeskoleelever har i denne måned været til skriftlig afgangsprøve i biolog. Men der var fejl i en af opgaverne, fortæller DR’s Detektor.

Det kan ikke lade sig gøre at finde spisefisk uden tungmetaller - heller ikke, hvis de er økologiske.

Vil man gøre sig forhåbninger om en god karakter, er det en god idé at have styr på pensum og ikke mindst fakta.

Men Undervisningsministeriet har selv haft problemer med fakta i den skriftlige afgangsprøve i biologi, som tusindvis af elever har taget i maj.

I afgangsprøven var der nemlig fejl i en af opgaverne, der handlede om tungmetallet kviksølv i fisk, fortæller DR's Detektor.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at der har været et opgavespørgsmål ude ved eleverne, som er fejlbehæftet, siger Rasmus Vanggaard Knudsen, der er kontorchef i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet.

Økologiske fisk er ikke fri for tungmetaller

I opgaven fik eleverne listet syv svarmuligheder op, hvor tre af dem, ifølge ministeriet, var korrekte.

En af svarmulighederne lød: Kan man undgå indholdet af tungmetaller i kosten ved kun at spise økologiske fisk?

Men ifølge Henrik Jarlbæk fra DTU's fødevareinstitut er det ikke sandt.

- Man kan ikke spise en fisk, der ikke indeholder tungmetaller. Der er en garanti for, at for opdrættede fisk, både konventionelle og økologiske fisk, er der ikke nogen kritisk høje værdier af de giftige tungmetaller. Men at undgå tungmetaller, det kan man ikke, og det skal man heller ikke, siger han til Detektor.

Den primære årsag til, at man ikke kan undgå tungmetaller i opdrættede fisk, er, at det foder, fiskene fodres med, bygger på råvarer, der indeholder tungmetaller, uanset om det er økologisk opdrættede eller konventionelt opdrættede fisk.

Ministerium: Menneskelig fejl

Kontorchef Rasmus Vanggaard Knudsen understreger, at ministeriet har flere instanser, der sikrer kontrollen af opgaverne til de skriftlige afgangsprøver, men at der var tale om en menneskelig fejl.

- Det er mennesker, der laver prøverne, og det er svært at undgå enhver fejl, siger han og understreger, at den heldigvis ikke har fået nogen konsekvenser for elevernes karakterer:

- Der er ikke nogen elever, der har lidt skade under fejlen. Vi har taget spørgsmålet ud af censorernes rette-vejledning. Så der bliver set bort fra denne her misvisende formulering, siger Rasmus Vanggaard Knudsen.

Omkring 21.700 elever var oppe i den skriftlige biologiprøve.

Hør mere om Detektors tjek af den skriftlige biologieksamen på P1 i dag kl. 15.03 eller find udsendelsen på dr.dk/detektor.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter