Fejl på strømkabel stoppede Cityringen i seks timer

En teknisk fejl førte til, at der fra klokken cirka 13 ikke kørte tog på Cityringen i København.

I seks timer metroen stille. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Metrotogene på Cityringen i København kører fredag aften igen, efter at de har holdt stille hele eftermiddagen.

Det oplyser Metro Service på Twitter.

Linje M4, som kører fra Københavns Hovedbanegård til stationen Orientkaj i Nordhavnen, holdt også stille en periode.

Metroen i København skrev ved klokken 12.50 på Twitter, at togdriften var indstillet i begge spor på M3/M4 på grund af en teknisk fejl.

- Vi beklager de gener, det medfører, og genoptager driften hurtigst muligt. Vi opfordrer passagererne til at tjekke Rejseplanen for alternative rejseveje, skriver selskabet i meddelelsen.

Rejsegaranti trådt i kraft

Din Offentlige Transport (DOT) er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet. På dens hjemmeside står der, at Metro Service betaler for, at folk kan bruge alternativ transport, såfremt metroen er en halv time eller mere forsinket.

Det kan være eksempelvis en taxa, leje af et elløbehjul eller en delebil. Folk skal selv lægge ud, men selskabet dækker omkostninger op til 300 kroner, hvis betingelserne for refusion er opfyldt.

En af betingelserne er blandt andet, at den alternative transport er offentlig tilgængelig og leveres af et momsregistreret selskab med cvr-nummer.

/ritzau/

Facebook
Twitter