Fejl på eksamensbevis kan koste studieplads

På en række eksamensbeviser fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium står der en forkert karakter. Flere studenter risikerer pladsen på den videregående uddannelse.

(Foto: Janni Brixen © DR København)

En gruppe elever fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium risikerer ikke at komme ind på de videregående uddannelser, de har søgt ind på efter sommerferien, på grund af en administrationsfejl fra skolens eksamenskontor.

Christian Lisbjerg sidder i lejren sammen med et par klassekammerater på Roskilde Festival og fejrer en veloverstået studentereksamen, da telefonen ringer. Et noget uventet opkald fra eksamenskontoret på Frederiksberg Tekniske Gymnasium.

- Vi får at vide, at der er fejl på vores eksamensbeviser, og at vi skal møde op personligt på gymnasiet for at få dem ombyttet, siger Christian Lisbjerg til DR Nyheder.

Christian Lisbjerg og vennerne har allerede efter dimissionen gjort skolen opmærksom på, at karaktergennemsnittet på flere eksamensbeviser er noteret en hel karakter for lavt. Men først nu reagerer de på fejlen.

Havde ikke tid

Christian Lisbjerg og vennerne havde midt i festlighederne efter eksamen regnet med at gymnasiet ville bringe fejlen i orden. Flere havde ikke mulighed for at møde op på gymnasiet med det samme.

- Det var rimelig svært for mange af os. Jeg sad på Roskilde Festival, og andre var ude at rejse, forklarer Christian Lisbjerg. Først efter festivalen retter Christian Lisbjerg henvendelse til gymnasiet. Men for sent.

- Så var skolen ferielukket, og vi har fået besked på, at vi kan få det ombyttet i august, forklarer Christian Lisbjerg.

For sent

Men det er alt for sent i forhold til at få det rigtige eksamensbevis med i ansøgningen til Panum Instituttet. Den skal afleveres den 5. juli - to dage efter Roskilde Festivalen. Derfor er Christian Lisbjergs muligheder begrænsede.

- Jeg har så sendt et forkert eksamensbevis ind med et lavere gennemsnit, end det jeg reelt har. Det er lidt et sats, men der var ikke så meget at gøre, siger Christian Lisbjerg.

Og det kan få store konsekvenser.

- Det her er et kæmpe problem. Hvis man er ude at rejse, eller ikke lige har tiden til det - jamen, det gør jo så, at man muligvis ikke kommer ind på sin videregående uddannelse. Det er på ingen måde ok.

Tip os, hvis du har kendskab til noget lignende, så send en mail til 1212@dr.dk

Facebook
Twitter