Fem bud fra psykiatrien: Sådan forsøger regionerne at hjælpe unge videre

Mobilteams, forskudte skillelinjer og andre løsninger. Se din regions bud på en bedre overgang for unge psykiatriske patienter her.

Der er forskellige bud på, hvad regionerne kan gøre for, at overgangen mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien bliver så god som mulig for de unge.

Der er ikke én fælles plan for, hvad man gør, når en ung patient går fra børne- og ungdomspsykiatrien over i voksenpsykiatrien. Men her er fem forskellige bud på, hvordan man gør overgangen bedre fra de fem regioner.

Klik og se, hvad de gør i din region:

En af de unge, der har oplevet en svær overgang, er Rebecca. Hun oplevede at skulle sige farvel til sin psykolog, som hun havde opbygget tillid til og kunne åbne op overfor, fordi hun fyldte 18 år og skiftede til voksenpsykiatrien.

Hør hende fortælle i Den Daglige Dosis her:

Flere forskere, vi har talt med, understreger, hvor vigtigt det er for en god overgang, at der er personale, den unge kender.

Kendte ansigter følger med i Region Syddanmark

Den relation har de fokus på i Region Syddanmark. Som du kan se på kortet ovenfor, så har regionen mulighed for at sende mobilteams ud til nogle unge, der skal skifte afdeling til voksenpsykiatrien.

- Det er personale, som de unge kender i forvejen. De kan så komme og besøge den unge hjemme eller på en boinstitution. Og de kan blive ved med at komme i månedsvis - også når omgivelserne i psykiatrien skifter, siger Anders Meinert, som er lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark.

Hvorfor har I valgt det?

- Vi kan se, at den der overgang for nogle patienter - og det er nok specielt de sygeste patienter - den kan være rigtig svær, siger han.

Og når skiftet ikke er forberedt godt nok, kommer der nogle reaktioner, som kan være rigtig træls for den unge, fortæller Anders Meinert:

- Vi har både set vold, og vi kan blive nødt til at bruge tvang og alt muligt andet, fordi det hele ikke går så godt, som det skulle.

Men det ser ud til at hjælpe, at det er kendte ansigter, der i en længere periode har kontakten med den unge patient, siger psykiatridirektøren.

Har du selv oplevet en god overgang mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien? Så vil vi gerne høre fra dig og snakke med dig. Skriv til lajo@dr.dk

Fordele ved at dele erfaringer

Niels Bilenberg er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, og han ser store muligheder i at få beskrevet og delt erfaringerne:

- Der ligger en kæmpe udfordring og også noget spændende i, at vi lærer af de erfaringer, man har gjort sig et sted omkring overgange, at de bliver spredt ud og bliver beskrevet, sådan så man kan bruge dem i de andre regioner også, siger han.

Og i psykiatrien i Region Nordjylland kan direktør Anette Sloth også se en idé i, at regionerne deler viden - især fordi nogle patienter flytter til andre regioner: - Vi skal hjælpe patienten videre - også ind i en anden region. Det er vigtigt, at regionerne prøver på at bidrage til et godt forløb i godt tid, før barnet bliver 18, så man er forberedt på, hvad man træder ind i.

Overgange kan ikke undgås

Region Nordjylland arbejder også med at sikre overgangen mellem børne- og ungdomspsykiatrien. Det gør man blandt andet ved at lave en beskrivelse af forløbet, som alle er enige om.

- Vi organiserer et patientteam omkring patienten i de komplekse forløb, hvor det ikke bare er et forløb mellem en læge og en patient, men der er andre interessenter med i at få lavet et sammenhængende forløb, siger Anette Sloth.

Samtidig forsøger de fleste regioner at sørge for, at der er så få overgange som muligt.

- Hvis man kan se, at man (patienten, red.) efter forholdsvis kort tid er færdigbehandlet, så forsøger vi at lade dem blive, så de slipper for et skift, forklarer psykiatridirektøren i Region Nordjylland.

Men der er ikke plads til at lade alle blive, og for nogle vil det være fint at komme i voksenpsykiatrien, siger Anette Sloth:

- Vi har aldrig haft så mange unge i behandling, som vi har nu. Når man har så stort et pres ind i børne- og ungdomspsykiatrien, kan det være svært at synes, man skal udvide, når vi knap nok kan imødekomme dem, vi får ind.

Facebook
Twitter