Fem millioner danske CPR-numre blev fejlagtigt udleveret til kinesisk firma

Godt fem millioner danske CPR-numre og helbredsoplysninger blev ved en fejl leveret til kinesisk visumfirma. Det skriver Datatilsynet i en afgørelse.

Ved en fejl fik kinesiske myndigheder udleveret CPR-numre på fem millioner danskere. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Godt fem millioner danske CPR-numre og helbredsoplysninger blev ved en fejl leveret til kinesisk firma. Det skriver Datatilsynet i en afgørelse.

Datatilsynet kritiserer, at oplysningerne ikke var krypteret.

Oplysningerne lå på to ukrypterede cd'er. En anbefalet postforsendelse fra Statens Serum Institut (SSI) til Danmarks Statistik blev ved en fejl leveret til firmaet.

Mere præcist drejer det sig om data om 5,28 millioner personer, der var bosat i danske kommuner mellem 2010 og 2012.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har ingen kommentarer, da hun er på ferie. Statens Serum Institut henviser til Sundhedsdatastyrelsen. Et nystartet institut, der ikke kan kontaktes i sommerferien.

Det fremgik i artiklen tidligere, at der var tale om en visummyndighed. Der er tale om et kinesisk firma, der modtager ansøgninger om visum til Kina fra danske statsborgere.

/ritzau/

Facebook
Twitter