Fem millioner mundbind vej til butikkerne i Aarhus

- Coronasituationen i Aarhus er alvorlig, og derfor skal alle kræfter sættes ind for at bremse epidemien, siger borgmesteren.

Efterspørgslen efter mundbind i Aarhus er stor, efter at de er blevet et krav i den kollektive trafik. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Aarhusianerne slipper snart for at gå tomhændet hjem fra butikkerne, når de har været på jagt efter mundbind.

I en pressemeddelelse lørdag aften oplyser Aarhus Kommune, at der er fem millioner mundbind på vej til butikkerne i Aarhus.

Ifølge pressemeddelelsen er det et resultat af et samarbejde mellem NOST (Den Nationale Operative Stab), Region Hovedstaden og Aarhus Kommune.

Det er endnu ikke muligt at sige præcist, hvornår de nye forsyninger af mundbind er fremme og klar til salg i butikkerne, men forventningen er, at det sker i løbet af søndag.

- Coronasituationen i Aarhus er alvorlig, og derfor skal alle kræfter sættes ind for at bremse epidemien. Aftalen om de fem millioner mundbind, som nu ekstraordinært kommer til salg i Aarhus, er et godt eksempel på, at vi som samfund forstår at samarbejde om nye løsninger, når situationen byder det, udtaler borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Kravet kom fredag

Den store efterspørgsel på mundbind opstod, efter at sundhedsmyndighederne kom med et påbud om, at der skulle bæres mundbind i den kollektive trafik i Aarhus.

De mange mundbind vil komme til salg hos lokale apoteker i Aarhus Kommune og hos butikker fra Matas-kæden i kommunen.

  • Mundbind er påbudt i den offentlige transport i Aarhus. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)
  • Mange havde lyttet i dag lørdag. Trafikselskaberne kan afvise passagerer at stige om bord, hvis de ikke bærer mundbind. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)
1 / 2

Foruden kravet om mundbind anbefales aarhusianerne at arbejde hjemmefra så vidt muligt, gymnasierne opfordres til at udskyde det fysiske fremmøde, og borgerne anbefales generelt at holde sig fra større forsamlinger.

De skærpede krav kommer, efter at smittekurverne i Aarhus er gået op.

169 personer er bekræftet smittet det seneste døgn i Danmark, og 79 af dem er i Aarhus.

Det viser tal, som sundhedsmyndighederne har sendt til Folketingets partier, og som DR Nyheder er i besiddelse af.

I går var tallet 68.

Facebook
Twitter