Fem personer er flygtet fra fængsel i Nykøbing Falster

Politiet har ikke fået nogen henvendelser fra borgere efter flugten i går aftes.

Fem frihedsberøvede udlændinge af mellemøstlig herkomst er flygtet fra Nykøbing Falster Arrest ved at klatre over en fængselsmur.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiafdelingen modtog lidt før klokken 22 tirsdag en anmeldelse om, at de fem personer var flygtet.

Politiet anser ikke de flygtede som farlige. Efter de klatrede over muren, flygtede de ifølge politiet i forskellige retninger.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi leder i øjeblikket efter de fem personer med en større politistyrke.

Vagtchefen ved Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi siger til Ritzau, at man ikke har flere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Tidligt onsdag morgen har politiet endnu ikke fundet de fem på flugt, ligesom at de heller ikke har modtaget nogen henvendelser fra borgere.

Hvis nogen har oplysninger om sagen eller mener at have set de undvegne fanger, kan politiet kontaktes på telefon 114.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter